Efter kaos: Nu kommer kæmpe ændring i Superligaen

Landets bedste række skal efter planen atter ned på 12 hold og pokalturneringen bliver ændret til gruppe-format

Superliga-modellen med 14 hold afgår ved døden næste sommer, og fra sommeren 2019 vil antallet af klubber i bedste række atter være nede på 12.

Samtidig er en revolution af pokal-turneringen også på tegnebrættet.

Ekstra Bladet forstår på flere kilder i toppen af landets Superliga-klubber, at arbejdet med at justere fremtidens turnering allerede er vidt fremskredet.

Der er bred enighed blandt klubberne om, at udvidelsen til 14 hold ikke har levet op til forhåbningerne om øget seerinteresse og tilskuerfremgang.

Derfor bliver sommerens planlagte evaluering af Superliga-udvidelsen dramatisk.

Blandt Superliga-klubberne er der en forventning om, at det nødvendige politiske flertal er på plads til at ændre antallet af klubber i Superligaen.

Det er ønsket at gøre op med 14-holds modellen, fordi kampantallet er blevet for voldsomt, og der er for mange ligegyldige kampe uden nødvendigt tilskuerappel.

OB mistede i realiteten adgang til mesterskabsspillet, da Jens Stage headede dette mål ind. Foto: Claus Fisker
OB mistede i realiteten adgang til mesterskabsspillet, da Jens Stage headede dette mål ind. Foto: Claus Fisker

Derfor peger alt nu mod en tilbagevenden til den 12 holds Superliga, som har været modellen siden 1995, men det bliver ikke den gammelkendte model med 33 kampe. Ønsket er at fastholde en slutspils-model, da der er en udbredt accept af, at den skærpede interesse frem mod sæson-afslutningen har været godt for Superligaen.

Derfor peger alt mod en opsplitning i to rækker med seks hold i hver efter 22 runder.

Ændringerne i strukturen får den sidegevinst for klubberne i 1. division, at der efter planen skal sendes flere penge ned til klubberne i næstbedste række. I den nuværende struktur får de to dårligste hold i Superligaen samlet set 15 mio. kr. af tv-pengene. De penge er i spil til 1. division

Dertil kommer planer om tiltag, der gør pokal-turneringen mere interessant. Her skæves der til Sverige, hvor der er indført en gruppemodel, der afvikles inden starten på forårs-sæsonen.

Det er håbet, at forhandlingerne om en forandring af strukturen bliver så ukomplicerede, at den kommende sæson, der begynder efter VM, kan bruges til at reducere antallet af hold, så der er udsigt til en dramatisk tilpasningssæson, hvor hele tre hold må tage turen ned.

 

***

Tilskuerne svigter Superligaen

Det pressede kamp-program har medført kampe, der er spillet under meget svære forhold. Foto: Henning Bagger
Det pressede kamp-program har medført kampe, der er spillet under meget svære forhold. Foto: Henning Bagger

Superliga-udvidelsen har betydet, at kampantallet i Superligaen er vokset markant fra 196 til 257 kampe hver sæson.

Det øgede antal kampe betød, at Superligaen som helhed rundede 1,5 mio. tilskuere sidste sæson, men snittet pr. kamp faldt til 6000, hvilket ikke er set lavere siden starten af dette årtusinde.

Grundet VM-slutrunden har kampprogrammet denne sæson været så presset, at forårs-sæsonen måtte starte historisk tidligt med første spillerunde allerede midt i februar. Undervejs har kampe været afviklet under dybt kritisable forhold med masser af sne på banerne.

Konsekvensen af den kulde, der har indhyllet Danmark de seneste tre-fire uger, har været dramatisk for tilskuer-interessen, og det har sat en tyk streg under, at kampprogrammet er presset ud over grænsen. Kampene afviklet i runden omkring 1. marts havde 2790 tilskuere i snit.

FC Helsingør har været tvunget til at flytte kampe til Farum, da stadion i Helsingør ikke har været kampklar. Det har givet meget lave tilskuertal. Foto: Claus Bech
FC Helsingør har været tvunget til at flytte kampe til Farum, da stadion i Helsingør ikke har været kampklar. Det har givet meget lave tilskuertal. Foto: Claus Bech

Divisionsforeningen har indtil videre været meget tilbageholdende med at forholde sig til kritikken af Superliga-strukturen. Emnet er blevet så ømtåleligt, at landets fodboldbosser og Superliga-trænere er blevet bedt om at holde kæft i det offentlige rum.

Realiteterne er også, at Divisionsforeningens topfolk har brugt forårets første runder på en fuld rundtur til samtlige Superliga-klubber for at stikke fingeren i jorden og få en pejling på, hvor pilen peger hen.

- Vi har været rundt for at vise flaget og høre, hvad der rører sig derude. Det gør vi jævnligt, så det skal ikke overfortolkes, siger Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen til Ekstra Bladet.

- Vi hører, at Superliga-strukturen bliver ændret til sommer, når i skal evaluere den. Hvad siger du til det?

- Spændingen og den spillemæssige intensitet er blevet løftet. Det er der bred enighed om. Det kan godt være, at småting skal justeres. Men det må vi se på efter sæsonen, siger Claus Thomsen.

- Vil du afvise, at Superligaen kan blive skåret ned til 12 hold igen?

- Vi har længe meldt ud, at vi ville evaluere strukturen denne sommer. Det vil ikke være rimeligt, hvis jeg begyndte at foregribe, hvad den evaluering kommer til at indeholde, siger Claus Thomsen.

Bashkim Kadrii leverede målshow for Randers - OB kom derfor i den 'gode' pulje:

Se også: Tweetet alle taler om: Her er klubbens forklaring

Se også: Skandale-scoring ryster Superligaen: Nu raser debatten i Danmark

Se også: Trænerne får mundkurv på: Må kun tale pænt om Superligaen

75 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere