FCM's målhelt på røven efter scoring

Frank Onyeka måtte trække sig ud af topkampen mod AGF med en skade i ballen, som kan koste pause

Frank Onyeka skød målhøsten i Aarhus op på hundrede procent, da nigerianeren atter stod bag ulvenes 1-0 mod AGF.

Sidst i november bankede Frank Onyeka også FC Midtjylland på sejrskurs i Aarhus, da han scorede midt i første halvleg.

Dengang banede det vejen for en 2-1 sejr, som sendte FC Midtjylland forbi SønderjyskE i toppen af Superligaen.

Denne gang banede Onyekas træffer vejen for en definerende sejr i toppen af rækken, som øger afstanden til Brøndby til fire point.

- Jeg synes, at vi viser med den her sejr, at vi er stærkere end tidligere på sæsonen, smilede Onyeka, da Ekstra Bladet fangede ham efter kampen.

- Nu banker vi fire mål ind mod AGF… normalt taber vi til dem. Der ligger et signal i det, sagde midtbanedynamoen, der måtte trække sig ud af kampen kort efter sin scoring.

Onyeka kom til skade i starten af kampen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Onyeka kom til skade i starten af kampen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Årsagen var den skade, som han pådrog sig efter få minutter, da han kom skævt ned efter en luftduel.

Frank Onyeka modtog behandling på sidelinjen og kom tilbage i kampen, men var tydeligvis ikke på toppen.

- Det er ballen… jeg håber ikke det er alvorligt, sagde Frank Onyeka, der altså bogstaveligt var helt - og helt på røven samtidig.

- Jeg forsøgte at spille videre, men det gjorde bare for ondt, sagde han.