FCN-spillers fejlagtige røde kort bliver annulleret

Efter gennemgang af videomateriale har FCN's Mads Døhr Thychosen fået annulleret sit røde kort fra fredag

Store mængder blod fra Mads Døhr Thychosens næse vidnede fredag om, at han var blevet ramt af Mikael Andersons albue. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Store mængder blod fra Mads Døhr Thychosens næse vidnede fredag om, at han var blevet ramt af Mikael Andersons albue. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

FC Nordsjællands Mads Døhr Thychosen skulle aldrig have haft rødt kort i fredagens kamp mod FC Midtjylland.

Det fremgår mandag af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans. Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

Thychosens røde kort og de dertilhørende 34 karantænepoint er derfor blevet annulleret, lyder det i kendelsen.

23-årige Thychosen blev udvist efter 13 minutters spil i fredagens opgør, da han væltede FC Midtjyllands Mikael Anderson omkuld i feltet. FC Midtjylland blev desuden tildelt et straffespark.

Efterfølgende har kampens dommer, Sandi Putros, dog gennemgået videomateriale fra opgøret.

Han skriver i sin redegørelse, at Thychosen fik en albue i hovedet af Mikael Anderson umiddelbart inden sammenstødet.

- I situationen er det helt tydeligt, at der begås frispark til forsvareren, Mads Døhr Thychosen, inden denne begår benspænd på Mikael Anderson.

- Den korrekte dom for situationen er derfor frispark til Mads Døhr Thychosen og udvisning af Mikael Anderson, idet sidstnævntes forseelse vurderes som værende spil som i alvorlig grad er utilladeligt, skriver Putros.

Kendelsen betyder, at Mads Døhr Thychosen er til rådighed til FC Nordsjællands superligakamp mod AGF onsdag.

Fredagens kamp mellem FC Midtjylland og FC Nordsjælland endte i en målrig affære, hvor midtjyderne sikrede sig en 6-3-sejr.

Der bliver ikke åbnet nogen sag mod Mikael Anderson, fremgår det af pressemeddelelsen på DBU's hjemmeside.

3 kommentarer
Vis kommentarer