FC Midtjylland har gennem længere tid flirtet kraftigt med den 22-årige brasilianske angriber Marrony - fulde navn Marrony da Silva Liberato.
Gennem flere uger har sagaen trukket daglige overskrifter i hjemlandet, hvor Marrony spiller for topholdet Atletico Mineiro i Serie A.
For at få en idé om, hvilket niveau FC Midtjylland har bevæget sig ind på, så er det 'Bæstet' Diego Costa, der er udset til at forstærke brasilianerne, når Marrony-handlen går igennem.
Der har længe været enighed mellem ulvene og Atletico Mineiro om en handel til samlet set 34 mio. kr. - 11 mio. af det beløb er udskudt til næste sommer.
Dertil kommer bonusser hægtet op på FC Midtjyllands europæiske præstationer, der potentielt kan gøre Marrony til den dyreste transfer for en dansk klub nogen sinde.
FC Midtjylland begynder at løbe tør for tid i forhold til Marrony. Junior Brumado åbnede scoringen i SønderjyskE, men røg siden ud med rødt kort.
I forvejen er Sory Kaba ude i kulden, efter den store angriber fik fuld primadonna-banko i opstarten og nægtede at spille testkamp.
Marronys overgang trækker nemlig ud grundet lykkelige omstændigheder. Hans kæreste skal føde parrets første barn i september, og planlægningen af det tager en del tid set i lyset af det forestående klubskifte, forstår Ekstra Bladet på kilder i FC Midtjylland.
De praktiske formaliteter er tæt på afklaring, og Marrony forventes at møde i Ikast i løbet af ugen.
Marrony skal have arbejdstilladelse på plads og skal testes for covid-19 to gange inden han kan deltage i træningen, så Bo Henriksen kan ikke bruge sin nye brasser som afløser for Junior Brumado på fredag uanset hvad.