Hans værste mareridt: - Vil nage mig for altid

Kasper Fisker var med til at smide guldet for tre år siden, men han mener, at Brøndby denne gang kan lukrere på at være underdog

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Den lå lige til højrebenet. Fire spillerunder før afslutningen var forspringet på fem point og en væsentlig bedre målscore.

Det kunne ikke gå galt. Brøndby tog godt nok til Parken og spillede uafgjort. Men det kunne alle leve med. Forspringet var stadig på tre point før hjemmekampen mod FC Midtjylland.

Bubacarr Sannehs afgørende scoring syv minutter før tid bragte midtjyderne á point med Brøndby, der stadig selv kunne afgøre det, fordi målscoreren var i de blågules fravær.

Men så skulle Brøndby til Horsens. Og så punkterede de på to Horsens-scoringer til sidst. 2-2 og guldet blev spillet direkte i hænderne på FC Midtjylland.

- Jeg er glad for det, jeg har opnået som fodboldspiller. Men det, der foregik i Horsens, kommer jeg mig aldrig over. Det vil nage mig for altid, fordi det var så smertefuldt, siger Kasper Fisker, der var en stor del af Brøndby-mandskabet anno 2018, men nu har lagt støvlerne på hylden på grund af en drilsk knæskade.

Nu er scenariet det samme. Brøndby og FC Midtjylland er igen i en tæt guldduel. Forskellen er bare, at det nu er med omvendt fortegn.

FC Midtjylland har favoritrollen.

Og netop det faktum, tror Kasper Fisker, kan være en stor fordel for Brøndby.

Intet mentalt pres
-  Jeg husker i 2018, hvor vi konstant blev nævnt som favoritter, fordi vi havde ført så længe. Det skabte et stort mentalt pres på alle.

- Det pres mærker Brøndby-truppen slet ikke i år. Her kan de unge spille meget mere frigjorte, fordi alle taler om, at FC Midtjylland er store favoritter, mener Kasper Fisker.

Han har også hæftet sig ved, at Brøndby faktisk har været det bedste mandskab i tre indbyrdes opgør i sæsonen mod FC Midtjylland, selv om de har tabt alle tre kampe.

- Når du overordnet ser på FC Midtjylland og Brøndby, så er FCM også min favorit, fordi de bruger flere penge, har en meget bred trup og mange kvalitetsspillere.

- Når det er sagt, tror jeg godt, Brøndbys unge, uimponerede drenge kan drille dem. For Brøndby-talenterne kan give den gas og spille helt frit.

- Som jeg ser det, er det en kæmpe fordel for Brøndby at være underdog i guldkampen. Det kan helt sikkert frigive noget positiv energi til hele truppen, pointerer Kasper Fisker.

Maxsø er afgørende
Jesper Lindstrøm, Peter Bjur, Anis Ben Slimane og Morten Frendrup er fire af de unge talenter, der har imponeret Kasper Fisker i denne sæson.

Men mest af alt fremhæver han anfører Andreas Maxsø som den afgørende spiller på Brøndby-mandskabet anno 2021.

- Carsten V. Jensen har skabt ro og en retning for Brøndby, mens Andreas Maxsø har vist enormt lederskab på banen.

- Maxsø kom ind på et svært tidspunkt, fordi Brøndby var i færd med at nedjustere spillerbudgettet.

- Men tiden har vist, at det har været et enormt kvalitetsløft, Maxsø har givet Brøndby. Med sin ro og autoritet sikrer han stabilitet i forsvaret.

- Og så har han over tid bevist, han er den bedste spiller for Brøndby med sine præstationer og ikke mindst lederskabet, mener Kasper Fisker.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Guldet blev vundet i Brøndbys hoveder

For tre år siden rystede Brøndby Jonathan Amons tidlige scoring af sig og cementerede forspringet på fem point i toppen ved at slå FC Nordsjælland 3-1. 

Fire kampe resterede og konklusionen virkede skrevet på forhånd.  

Jakob Poulsen genkalder sig det seneste kapløb med Brøndby. 

- For vores vedkommende sidst var vi næsten døde og begravede, erindrer Jakob Poulsen om slutspillet i 2018.

De blå-gules sejr over FC Nordsjælland kom, runden efter de leverede et fantastisk comeback i Herning og vendte 0-2 til 3-2, og Brøndby rykkede dermed op på tre sæsonsejre mod de nærmeste konkurrenter. 

- Vi havde ikke opgivet at vinde det hele, men vi havde kun noget at vinde, fordi Brøndby havde så stort et forspring. Rent mentalt kunne vi melde ud, at Brøndby nærmest havde vundet guldet og så håbe på, at det ville sætte sig. 

- Det er ikke muligt denne gang, fordi det er noget tættere, siger Jakob Poulsen. 

Topholdet har alt at tabe
- Selvfølgelig var der pres på, men presset vil altid være størst på dem, der har noget at tabe, konstaterer han og bedyrer, at FC Midtjylland i opløbet om guldet i 2018 aldrig vaklede i troen på egne evner.

- I opløbet om guldet troede vi naturligvis på, at vi kunne vinde alle vores kampe, men samtidig forsøgte vi at skubbe presset over på dem og få alle andre over på den galej eksempelvis i medierne. Og det lykkedes jo, siger han. 

- Det handlede ikke om resignation, men overfor truppen handlede det om at gøre det klart, at vi havde alt at vinde, siger Jakob Poulsen. 

Brøndby smed et point i lokalopgøret mod FC København, inden FC Midtjylland tog til Brøndby til sæsonens sidste møde 14. maj 2018. 

- På det tidspunkt vidste vi godt, at det var sidste chance, men samtidig vidste vi også, at vi stadig var afhængige af, at der var andre, der tog point fra Brøndby, erindrer Jakob Poulsen. 

Tændt af rammen
Et feststemt Brøndby Stadion klædt i guld tog imod spillerne. 

- Det tændte spillerne. Det gav den der følelse af, at det ikke skal være, når vi er her, at de vinder det guld, sagde Jakob Poulsen, der serverede ulvenes trods iskoldt med sit oplæg til Bubacarr Sannehs sejrsmål. 

Den skæbnefortælling danner underlægningsmusik til denne sæsons kapløb mellem Vestegnen og heden, hvor FC Midtjylland så ud til at trække fra i slutspillet, men nederlaget i Farum har nulstillet det hele.

- Jeg synes det er kendetegnende for denne sæson, hvad vi ser. Det er så tæt, og begge hold har haft deres perioder. 

- Men når FC Midtjylland har haft brug for det, så har de leveret en kamp som den mod FC København, siger Jakob Poulsen.

- Nu kommer det mentale spil ind, og det kommer også til at betyde en del, at tilskuerne nu er tilbage, mener han.

Denne sæson har det til fælles med seneste opløb mellem FC Midtjylland og Brøndby, at det ene hold har vundet sæsonens tre første indbyrdes møder. I 2018 vandt Brøndby de tre første. Denne gang har FC Midtjylland gjort rent bord, men de har samtidig udsigt til både at skulle besøge Parken og Brøndby i de sidste kampe. 

- Det er nogle svære kampe at spille. Tilbage i 2018 lå der jo også kampe i Brøndby og Parken op mod afslutningen, ler Jakob Poulsen.

Guld fra arkivet: Kasper Fiskers vej fra den vilde ungdom i Randers til kontrakten i Brøndby