HSV smed sejren i vildt drama

Hamburger SV indkasserede et mål i tillægstiden og tabte ved at spille 3-3 hjemme mod Holstein-Kiel

Supportere af HSV hører til blandt de mere hårdtprøvede fodboldfans. Foto: Fabian Bimmer/Reuters
Supportere af HSV hører til blandt de mere hårdtprøvede fodboldfans. Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Hamburger SV bliver ved med at besværliggøre muligheden for en retur til Bundesligaen for sig selv.

Mandag aften var den tyske storklub på sejrs- og oprykningskurs, men tre minutter inde i tillægstiden smed HSV sejren på gulvet hjemme mod Holstein-Kiel.

De nordtyske rivaler udlignede nemlig til 3-3 og tog det ene point med hjem.

Dermed forbliver HSV på tredjepladsen i 2. Bundesligaen før de sidste fire spillerunder.

En sejr havde sendt HSV forbi Stuttgart og op på andenpladsen, der giver direkte oprykning, men det lykkedes altså ikke HSV at udnytte, at Stuttgart søndag også smed point.

2. Bundesligaen føres af Bielefeld, der har fem point mere end Stuttgart, syv mere end HSV og ovenikøbet har spillet en kamp færre end de to konkurrenter. Tredjepladsen udløser playoffkampe om en plads i Bundesligaen.

Undervejs i mandagens HSV-fadæse måtte videodommersystemet VAR i brug flere gange i en medrivende og underholdene kamp.

Det første chok på tomme stadion i Hamburg kom allerede i det niende minut, da Alexander Mühling bragte gæsterne i front.

HSV-spillerne troede egentlig, at de havde udlignet kort efter på et hjørnespark, da Rick van Drongelen headede bolden i mål.

Efter at have genset situationen på video blev målet annulleret, da en af Drongelens holdkammerater var offside og ifølge dommeren begrænsede Kiel-keeperens udsyn.

Få minutter senere dømte dommeren så straffespark til HSV, selv om det var mindst lige så tvivlsomt som den dømte offside. Aaron Hunt udlignede sikkert på forsøget fra de 11 meter.

Tre minutter senere tog HSV føringen ved finske Johan Pohjanpalo, der scorede for tredje kamp i træk.

I begyndelsen af anden halvleg blev HSV tilkendt endnu et straffespark af dommeren, men denne gang måtte han trække i land, da VAR tydeligt viste, at der ikke var skyggen af straffespark.

Midt i anden halvleg fulgte atter et par begivenhedsrige minutter.

Først udlignede Emmanuel Iyoha, men få minutter senere bragte Johan Pohjanpalo atter HSV på bundesligakurs.

Det blev dog til endnu et kursskifte i tillægstiden, da gæsterne udlignede efter flere minutters pres omkring HSV-feltet.

Det er anden gang på halvanden uge, at HSV i de døende sekunder smider en gylden mulighed for at tage et stort skridt mod Bundesligaen, som klubben rykkede ud af i 2018.

28. maj førte HSV 2-0 ude over oprykningskonkurrenten Stuttgart, men i tillægstiden indkasserede HSV et mål og tabte 2-3.

FCM stoppede storklubs frieri til Priske

Tøffe raser: - Det er så uprofessionelt

Trods grønt lys: Frygter helbredet