Indskiftede Yussuf Poulsen snører pokalsækken for Leipzig

Yussuf Poulsen scorede til 2-0 efter ni minutter på banen og cementerede Leipzigs avancement

Yussuf Poulsen bringer den triste grimasse frem på Nürnburg-spillernes ansigter med sin scoring til 2-0. Foto: Andreas Gebert/Reuters
Yussuf Poulsen bringer den triste grimasse frem på Nürnburg-spillernes ansigter med sin scoring til 2-0. Foto: Andreas Gebert/Reuters

Bolden ruller atter i tysk fodbold, og den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen skulle ikke bruge lang tid på at åbne sæsonens målkonto for RB Leipzig.

Efter at være startet på bænken i pokalkampen ude mod FC Nürnberg fra den næstbedste række kom Poulsen ind efter 59 minutters spil. Ni minutter senere slog han til og sørgede også for assisten til den afsluttende 3-0-scoring.

Ved sin scoring holdt danskeren sig klogt tilbage i feltet, da en holdkammerat kom til baglinjen inde i feltet.

De fleste andre søgte ind mod målet til tværafleveringen, som i stedet blevet lagt skråt bagud til Poulsen, der sikkert sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne.

Det punkterede det meste af den resterende spænding i kampen.

Hjemmeholdet Nürnberg kom skidt fra land, da favoritterne fra Leipzig kom i front allerede efter tre minutters spil ved Amadou Haidara.

Det lykkedes dog Nürnberg at komme ovenpå igen efter chokstarten, og spændingen blev bevaret, indtil Yussuf Poulsen sendte bolden i nettet.

I dommerens tillægstid viste Poulsen så også sine evner som assistmager. Hwang Hee-chan, som lagde op til Poulsens mål, fik en servering retur fra danskeren og kunne lukke ballet til 3-0.

Dermed fik Leipzig en fin åbning på den forsinkede 2020/21-sæson.

Bundesligaen tager sin begyndelse 18. september, mens Leipzigs ligapremiere venter to dage senere.

0 kommentarer
Vis kommentarer