Italien rykker sommerens transfervindue til september

Transfervinduets åbning i Italien rykkes to måneder frem, så det nu står til at åbne 1. september

Cristiano Ronaldo (til venstre) og resten af Juventus-mandskabet skal hen over sommeren forsøge at vinde endnu et italiensk mesterskab (Arkivfoto). Foto: Massimo Pinca/Reuters
Cristiano Ronaldo (til venstre) og resten af Juventus-mandskabet skal hen over sommeren forsøge at vinde endnu et italiensk mesterskab (Arkivfoto). Foto: Massimo Pinca/Reuters

De italienske fodboldklubber vil få mulighed for at handle spillere fra 1. september til 5. oktober. Det oplyser det italienske fodboldforbund.

Forbundet oplyser således, at transfervinduet - der oprindeligt stod til at åbne 1. juli - er blevet skubbet to måneder.

Årsagen er, at al fodbold i Italien har været indstillet siden den 9. marts på grund af udbruddet af coronavirus.

Den bedste italienske fodboldrække, Serie A, står til at blive genoptaget den 20. juni. Herefter fortsætter turneringen hen over sommeren og ind i august, hvor sidste spillerunde står til at blive afviklet 2. august.

Der er fortsat stor spænding om udfaldet af Serie A.

Juventus, der har vundet ligaen otte sæsoner i træk, ligger på førstepladsen med 63 point. Det er blot et enkelt point mere end Lazio på andenpladsen.

Inter med danske Christian Eriksen har 54 point på tredjepladsen.

I Frankrig har Ligue de Football Professionnel (LFP), der driver landets største professionelle fodboldligaer, også valgt at rykke transfervinduet.

Her er forskellen dog, at sæsonen er erklæret færdigspillet.

Derfor blev der allerede mandag 8. juni åbnet for, at der kan købes og sælges spillere internt mellem franske klubber. Det ventes, at deadlinen for internationale handler også i Frankrig kan blive skubbet.

I England, hvor de bedste fodboldrækker stadig mangler at blive færdigspillet, står transfervinduet lige nu til at åbne 18. juni.

Det ventes dog ikke at ske, skriver britiske Sky Sports.

I stedet ventes det, at datoen bliver udskudt, så transfervinduet potentielt kan fortsætte helt ind i oktober. Den bedste engelske fodboldrække, Premier League, står til at blive genoptaget 17. juni.

0 kommentarer
Vis kommentarer