Hvis Liverpool formår at vinde lørdagens Champions League-finale mod Real Madrid, så fortjener Jürgen Klopps mandskab at blive udråbt til det bedste engelske klubhold i historien.
Det mener den tidligere topspiller og nuværende fodboldekspert for britiske BT Sport, Steve McManaman, forud for finalen i Paris.
McManaman peger på, at Liverpool kan nå op på tre titler, da holdet allerede har vundet FA Cuppen og den engelske ligacup samt opnået en andenplads i Premier League.
- Hvis Liverpool kan få tre trofæer og optjene 92 point (i ligaen, red.) efter at have spillet samtlige kampe, der kan lade sig gøre at spille, så mener jeg, at det er den største bedrift. Det gør jeg virkelig, siger McManaman.
- Jeg mener, at det bør rangeres helt i toppen. At få 92 point - det vil i enhver anden sæson også betyde, at man vinder ligaen. Hvis Liverpool kun havde fået 50 point, så ville jeg ikke mene det her, siger han.
Det hører med til historien, at Steve McManaman selv spillede for Liverpool fra 1990 til 1999, hvilket kan være med til at farve hans mening.
Han er da også med på, at hans udtalelse ikke nødvendigvis deles af alle.
- Af de hold, der har vundet The Treble, mener alle, at Manchester United-holdet fra 1999 er det bedste, fordi de vandt Champions League og Premier League.
- Det er også en stor bedrift, men når man ser på det, så røg de ud af ligacuppen i kvartfinalen, siger McManaman.
BT Sport-eksperten peger på, at Manchester City-holdet fra 2019 røg ud i kvartfinalen i Champions League i en storslået sæson, hvor holdet vandt Premier League, FA Cuppen og ligacuppen.
- Også da Liverpool gjorde det (vandt The Treble, red.) i 1980'erne med et helt utroligt hold, så røg de ud i fjerde runde i FA Cuppen til Brighton, siger han.
Steve McManaman regner især med, at fans af Manchester United vil være dybt uenige med ham i, at det nuværende Liverpool-hold med en sejr på lørdag kan blive historiens bedste i England.
- Der er Manchester United-fans, der vil hævde, at jeg ikke er værd at høre på. Men når man lægger det hele sammen, så mener jeg, at det er det bedste hold, siger han.
Steve McManaman spillede i Liverpool fra 1990 til 1999, hvorefter han skiftede til Real Madrid.
Lørdagens finale mellem de to klubber spilles klokken 21.00 i Paris.