Kølle-jagt og slåskampe med politiet: Her er hooligan-året 2021 – Ekstra Bladet
Fodbold

Kølle-jagt og slåskampe med politiet: Her er hooligan-året 2021

Det blev atter et år, hvor aggressive og voldsparate fodboldbøller stjal avisoverskrifterne. Fodboldstjerner blev sendt til tælling, uskyldige fans blev jagtet på togstationer, og ordensmagten måtte trække kniplerne

 

Det gik virkelig vildt for sig, da fodboldhooligans indtog scenen i 2021.

Kampklare og voldsparate fodboldbøller var mere end villige til at skabe ravage på stadion, hvor flere opgør blev aflyst som følge af urolighederne fra tribunerne.

Fodboldstjerne fik kylet flasker i hovedet, og grønsværen blev overmandet af bøller, der ville i kamp uden bold med næverne mod rivalernes spillere.

Det var ikke blot på de store stadions i Europa, at bøllerne var klar på ballade.

Fans, der blot nyder fodbolden for grillpølsen og fadbamsen, blev jagtet med køller, og ligeledes var hooligans parate til at slås mod politiet ude foran stadion - her måtte ordensmagten trække stave og bruge tåregas.

2021 blev altså et voldeligt hooligan-år, og Ekstra Bladet har samlet en række episoder, der ikke kan smides i glemmebogen.

 

11. juli: England - Italien

Vi starter dog rundturen ved sommerens EM-slutrunde.

Maskerede hooligans og engelske tilhængere stormede Wembley Stadium, kort før EM-finalen skulle fløjtes i gang mellem England og Italien.

Disse englændere havde ingen gyldig billet til den historiske finale, men med vold og ulydighed brød de afspærringerne og tvang sig ind på nationalstadionet.

Politiet var derfor på overarbejde, og under optøjerne blev 49 personer anholdt, og 19 betjente kom til skade.

Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

 

24. oktober: Brøndby IF - FC København

'Slaget om København' plejer altid at gå vildt for sig uden for fodboldbanen, og efterårets sammenstød mellem ærkerivalerne var ingen undtagelse.

Brøndby vandt opgøret 2-1, hvilket gav anledning til tumult og slagsmål mellem forskellige fangrupperinger. Der blev blandt andet kastet røgbomber frem og tilbage mellem de to grupperinger, og en politibetjent var nødsaget til at trække pistolen for at dæmpe urolighederne.

Ordensmagten anholdt tre personer som følge af balladen foran Brøndby Stadion, og flere mennesker kom til skade denne søndag eftermiddag.

Brøndby-bøller trak også avisoverskrifterne, da de i september jagtede tjekkiske fans med køller før Brøndbys Europa League-kamp hjemme mod Sparta Prag.

Foto: Kenneth Meyer

 

21. november: Olympique Lyon - Olympique de Marseille

Marseilles Dimitri Payet blev sendt til tælling, da 14. spillerunde blev spillet i den franske Ligue 1.

Der var blot spillet fire minutter af braget, da den 34-årige midtbanespiller skulle tage et hjørnespark. Payet nåede ikke at sparke, før han blev ramt i hovedet af en flaske.

Kastet kom fra hjemmeholdets fansektion.

Dommer Ruddy Buquet valgte efter hændelsen at afbryde kampen efter de få minutter af opgøret.

Samme Payet blev også ramt af en flaske, da Marseille gæstede Nice tidligere på sæsonen. Her valgte den vrede franskmand at kaste flasken tilbage mod værternes tilhængere.

Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

 

25. november: Leicester City - Legia Warszawa

Der var voldsomme uroligheder på tribunerne, da polske Legia Warszawa gæstede Kasper Schmeichel og Leicester i Europa League.

Midt i anden halvleg havde de polske tilhængere fyret massevis af romerlys af, og da røgen bredte sig, gik det voldsomt for sig.

En større gruppe Warszawa-fans forsøgte at smadre sikkerhedsafspærringen for at nærme sig de engelske tilhængere.

Det førte til slagsmål med politi og kontrollører på King Power Stadium.

Foto: Craig Brough/Reuters/Ritzau Scanpix

 

9. december: FC København - Slovan Bratislava

Knap 100 slovakiske fans var rejst til København for at støtte gæsterne i en vind eller forsvind-kamp i Conference League.

Bratislava fik en øretæve på 0-2 til et reservespækket FCK-mandskab, og slovakkerne måtte derfor vinke farvel til europæisk fodbold i foråret.

Det fik politiet at mærke, for de medrejsende tilhængere ville bokse med de danske fans, og derfor måtte ordensmagten træde til.

Cirka 30 kampklædte betjente var nødsaget til at trække stavene for at holde slovakkerne væk.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

 

17. december: Paris FC - Olympique Lyon

Det var ikke andet en kaos, da den franske storklub Lyon gæstede Paris FC i pokalturneringen.

Udeholdets omtalte fans stormede banen i pausen, og dommer Jérémy Stinat måtte afbryde kampen som følge af de mange uroligheder.

Det er ikke første gang, at tilhængere fra storklubben har gjort sig dårligt bemærket.

Da Lyon gæstede Brøndby Stadion i Europa League 25. november, var franskmændene klar på at slås mod hjemmeholdets fans. Her måtte politiet trække kniplerne og holde de voldelige bøller væk.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag