HELSINGØR: (Ekstra Bladet): Christian Eriksen og resten af Tottenham-holdet lignede længe en seriøs titel-kandidat i Premier League i denne sæson.
Men Spurs kollapsede fuldstændig i de sidste runder. Ikke nok med at mesterskabet røg til Kasper Schmeichel og Leicester, så lykkedes det endnu engang for rivalerne fra Arsenal at ende højere i tabellen end Tottenham, da Eriksen og co. i sidste runde blev ydmyget af Newcastle med 5-1.
Det var 21. sæson i træk, at Arsenal-tilhængerne kunne håne de hvid-blusede - og det er også noget, som har ramt den danske landsholdsspiller Christian Eriksen.
- Ja, selvfølgelig gjorde det ondt, og det betyder da helt sikkert noget. Det var også hårdt for klubben, men selvfølgelig mest for fansene. Det er dem, vi gerne vil gøre glade. Vi spiller jo trods alt for de mennesker, der kommer og ser os, siger landsholdsprofilen og tilføjer:
- Man kan jo mærke på folk, at det er noget, der betyder meget for dem. Det smitter jo af på os spillere. De spillere i truppen, der også har optrådt for ungdomsholdet, kender følelsen endnu mere. Sådan er det jo også med FCK og Brøndby - dem vil du heller ikke tabe til. Forhåbentlig kan vil lave det om til næste sæson.
På trods af det store kollaps til sidst godkender Eriksen Tottenhams sæson.
- Alle har bearbejdet det med sig selv. Indtil Chelsea-kampen og anden halvleg af Southampton følte jeg, at vi var på rette kurs. Men vi vælger at tabe til Southampton, og det var et slag i hovedet, som gjorde, at vi ikke var helt op på dupperne i de sidste kampe.
- Men alt i alt kan vi godt være tilfredse med vores sæson. Vi har nået det mål, som vi skulle - at komme i Champions League. Men jo, det er selvfølgelig ærgerligt- især for fansene - at Arsenal endte over os igen.
- De andre hold vil uden tvivl forstærke sig på spiller- og manager-siden. Hvordan ser du jeres fremtid i næste sæson?
- Vi er slet ikke bange for nogen. Uanset hvem der kommer ind til sommer på vores hold, så har vi det samme udgangspunkt. Vores spillestil forbliver den samme, og jeg håber, at vi kan holde på truppen. Det vil forhåbentlig gøre, at vi kan få de samme resultater næste sæson også, vurderer Eriksen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.