Det kom som en stor overraskelse for hele fodboldverdenen, da startopstillingerne til kampen mellem Portugal og Schweiz i 1/8-finalen ved VM blev offentliggjort.
Portugals helt store superstjerne Cristiano Ronaldo var blevet bænket til fordel for unge Goncalo Ramos.
De portugisiske fans var selvsagt lykkelige efter 6-1-sejren over Schweiz i 1/8-finalen
Siden kampen har der været adskillige rygter og historier i medierne om, hvordan Ronaldo reagerede på trænerens beslutning.
Blandt andet skulle målmaskinen været tæt på at forlade landsholdslejren.
På et pressemøde fredag valgte Fernando Santos derfor at klarlægge hele forløbet en gang for alle for at undgå misforståelser.
- Vi havde en snak, og det havde ikke været godt, hvis vi ikke havde haft den. Jeg har ikke den slags samtaler med alle spillere, men han er kaptajnen på holdet. Han betyder så meget for portugisisk fodbold, for folket og for holdet, at jeg blev nødt til at tale med ham om det, siger Fernando Santos ifølge VG.
- Vi snakkede på kampdagen efter frokost. Ikke før det. Det var den eneste samtale, vi havde. Jeg fortalte ham, at han ikke skulle starte, så han ikke ville blive overrasket over det.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg sagde: 'Du kommer ikke til at starte inde. Du er meget vigtig, men på grund af taktikken skal du ikke starte kampen. Jeg gemmer dig til anden halvleg.'
- Naturligvis var Cristiano ikke glad for det. Han spurgte mig: 'Tror du, det er en god idé?' Men det var en normal samtale, hvor jeg gav mit syn på det. Han accepterede det, siger Fernando Santos.
Fernando Santos opfordrede derefter pressen til at stoppe med at skrive negative historier om Ronaldo.
- Han har aldrig sagt, at han vil forlade landsholdslejren. Det er på tide, vi stopper denne snak.
- Han varmede op sammen med de andre, selvom han ikke skulle starte. Han fejrede alle målene. Man kunne se, han klappede. Efter kampen bad han sine holdkammerater om at takke fansene.
- I skal lade ham være i fred og tænke over, hvad han har gjort for portugisisk fodbold, lød det bestemt fra landstræneren.
Portugal skal igen i aktion lørdag 16.00, hvor de møder VM-darlingen Marokko i kvartfinalen.
Skandaleforløbet omkring Cristiano Ronaldo tog fart, da superstjernen nægtede at lade sig indskifte i en kamp mod Tottenham og kulminerede foreløbigt med et 90 minutter langt interview, hvor Ronaldo langer ud efter både træner, ledelse og tidligere holdkammerater i Manchester United. Spørgsmålet er, hvad der skal ske med ham nu?