Sikke et drama! Sikke en VM-finale!
Der skulle et vildt comeback, forlænget spilletid, to altoverskyggende profiler og straffesparkskonkurrence til, før VM-finalen anno 2022 blev afgjort.
Med Argentina som vinder.
Sydamerikanerne holdt hovederne køligst under straffesparkskonkurrencen, hvor anfører Lionel Messi gik forrest og scorede på sit forsøg og sikrede sig i sit sidste forsøg den VM-titel, han mangler i sin imponerende sejrs-portefølje.
Artiklen fortsætter under billedet
Nu har han vundet alt og ville uden tøven kunne kanoniseres i hjemlandet på linje med afdøde Diego Maradona, der 36 år tidligere førte landet til den seneste VM-gevinst.
Det skete dengang med hjælp undervejs fra Guds hånd. Den havde Messi ikke brug for i 2022. Heller ikke i finalen, der bød på dramatik for alle pengene.
For vi skulle ud i straffesparkskonkurrence, før Argentina endelig lukkede den sæk, de i store dele af kampen havde franskmændenes forsvarende verdensmestre nede i.
De havde helt styr på kampens første 80 minutter, hvor først Messi og dernæst en veloplagt Ángel Di María havde sørget for en 2-0-føring.
Artiklen fortsætter under billedet
Messi på straffespark, Di María efter et opspil fra side et i Fodboldens ABC. Ni sekunder tog det at flytte bolden fra egen backkæde via seks stationer til at sende den i nettet i den anden ende, mens de franske spillere blot var tilskuere. Ren verdensklasse!
Men selv uden skyggen af muligheder for reducering fik Les Bleues en hjælpende hånd af Nicolas Otamendi.
Den rutinerede argentiner tog alt for nonchalant på en tilfældig bold, så Randal Kolo Muani pludselig fik en mulighed. Den blev aldrig eksekveret, da Otamendi begik straffespark, som en ellers usynlig Kylian Mbappé sparkede ind bag Emiliano Martínez.
Så var der igen spænding i kampen - og den spænding kunne minuttet efter ganges med 100.
For der var Mbappé på pletten igen og kunne med en flugter bringe balance i regnskabet.
Artiklen fortsætter under billedet
En fuldstændig vanvittig udvikling i en ellers indtil da ganske ensidig affære.
Argentina rystede lussingen af sig i den forlængede spilletid, og Lionel Messi lignede en matchvinder, da han fik skovlet bolden over stregen kort før tid.
Men dramaet fortsatte. For kort før efter pegede dommer Szymon Marciniaks igen på pletten i Argentinas straffesparksfelt - og Kylian Mbappé kunne med sin tredje scoring - og den ottende i alt i denne turnering - på ny udligne.
Puha, for en finale, der nu skulle ud i straffespark for at blive afgjort.
Her blev det afgørende, at Kingsley Coman og Aurelien Tchouameni ikke fik overlistet Martínez - og så kunne Argentina igen kalde sig verdensmestre.