Kvartfinalen blev endestationen for Brasilien, og få timer efter det skuffende nederlag til Kroatien bekræftede den brasilianske landstræner, Tite, det så.
Han stopper.
Det fortæller den 61-årige træner på det efterfølgende pressemøde.
- Tiden vil afgøre mit eftermæle, siger Tite kortfattet om skuffelsen.
Allerede tilbage i februar gjorde Tite det klart, at han efter VM ville stoppe som landstræner efter seks år i jobbet. Dermed kommer beslutningen heller ikke som nogen overraskelse.
Tites højdepunkt kom tilbage i 2019, da de samba-spillende brasilianere vandt Copa America.
VM skulle dog vise sig at være lidt af en forbandelse for Tite, der i 2018 og altså igen fire år senere måtte forlade slutrunden efter et nederlag i kvartfinalen.
Fredag aften var der ellers meget, der tydede på, at Neymar havde gjort det, der skulle til, da han i den forlængede spilletid bragte favoritterne i front.
Men Kroatien fik svaret igen fire minutter før tid, og så skulle det hele afgøres fra straffesparkspletten.
Her var Kroatien skarpest.