Både sportsligt og politisk er der lagt op til en brandvarm affære, når USA og Iran tirsdag aften tørner sammen i en direkte duel om videre avancement ved VM.
Mandagens amerikanske pressemøde lagde blot flere længder til den i forvejen bizarre optakt.
Landstræner Gregg Berhalter og anfører Tyler Adams blev bombarderet med mere eller mindre vanvittige spørgsmål fra flere iranske journalister, der fuldstændig overtog pressemødet dagen før kampen.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt Daily Mail.
Først fik Tyler Adams voksenskældud af en journalist, der påpegede, at Iran ikke udtales 'Aye-ran', som mange amerikanere gør. Dernæst blev Tyler Adams spurgt, hvordan han havde det med at repræsentere en så diskriminerende og racistist nation som USA med tanke på sin egen hudfarve.
Derudover haglede der en byge af politiske spørgsmål ned over Berhalter og Adams fra iranske journalister, der bl.a. spurgte til de 'hårde visumregler i USA rettet mod iranske statsborgere' og 'den amerikanske flådes tilstedeværelse i Den Persiske Golf' ...
Især Gregg Berhalter fik sin sag for, da han skulle padle uden om de politiske minefelter under pressemødet, men til slut gav landstræneren op og svarede blot, at han er fodboldtræner, der ikke kender nok til politik.
Spørgsmålene fra de iranske journalister kommer ganske givet, efter at det amerikanske fodboldforbund på sociale medier lavede et opslag med det iranske flag, men uden statsemblemet i midten.
Markeringen er en 'støtte til kvinderne i Iran, som kæmper for basale menneskerettigheder', lød det ifølge nyhedsbureauet AP i en udtalelse fra forbundet.
Vinderen af krigen på banen mellem USA og Iran går videre til VM's ottendedelsfinaler.