Solgte Brøndby sidste sommer Jesper Lindstrøm alt for billigt til Frankfurt?
Noget kunne tyde på det, når man ser, hvor stærkt han har præsteret for Frankfurt i både sidste og i særdeleshed i denne sæson.
Med seks scoringer har han allerede overgået hele sidste sæson, hvor han blev noteret for fem træffere i Bundesligaen.
Men specielt også, hvis man ser på hvad unge, talentfulde stjerneskud er blevet handlet for i Superligaen det seneste års tid.
52 millioner kroner var prisen for Lindstrøm, men det var reelt småpenge, når man ser, hvad Kamaldeen Sulemana og Mohamed Daramy blev skudt afsted til.
150 mio. kr. betalte Rennes for Sulemana, mens Ajax slap med 90 mio. kr. for Daramy.
Selv om Brøndby siden har fået yderligere i niveauet tre-fire millioner med baggrund i Frankfurts Europa League titel og pladsen i 1/8-finalerne i forårets Champions League, så er der langt op til de to øvrige salgspriser.
Men der er stort håb om, at flere millioner snart er på vej til Brøndby.
For bliver Jesper Lindstrøm skudt videre fra Frankfurt – formentlig næste sommer - står Brøndby til en større milliongevinst.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Brøndby en videresalgsklausul i niveauet 15 procent af det beløb, der overstiger salgssummen på 52 mio. kr.
Det vil med andre ord sige, at et salg på 30 mio. euro (225 mio. kr.) vil udløse i niveauet 26 mio. kr. til Brøndby.
Ryger prisen på Lindstrøm op på 35 mio. euro (262 mio. kr.), lander i omegnen af 31,5 mio. kr. på Vestegnen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------