Fredag blev seks personer anholdt i en stor politiaktion i Bruxelles. To af dem blev senere løsladt, men fire er fortsat sigtet og varetægtsfængslet under mistanke for korruption.
Det er endnu ikke bekræftet fra officielt hold, men Ifølge lokale belgiske medier kredser sagen om Qatar.
Det er indtil videre sparsomt med bekræftede informationer, men sagen drejer sig om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvask af penge, skriver den belgiske anklagemyndighed i en udtalelse.
Anklagemyndigheden frygter, at det kan udvikle sig den største korruptionssag i EU-Parlamentets historie.
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Der er mistanke om, at tredjeparter i politiske og/eller strategiske positioner i EU-Parlamentet har fået udbetalt store pengebeløb eller tilbudt betydelige gaver for at påvirke parlamentets beslutninger,' lyder det i udtalelsen.
Ifølge AFP nægter Qatar alle anklager.
- Vi er ikke bekendt med nogen oplysninger omkring en efterforskning. Beskyldninger om forseelser fra staten Qatars side er alvorlig misinformation, siger en talsperson fra Qatars regering til nyhedsbureauet.
Græker blandt de sigtede
Flere lokale medier meddeler, at den græske EU-parlamentariker Eva Kaili er blandt de fire sigtede i sagen. Eva Kaili er en af EU-Parlamentets 14 næstformænd.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Eva Kaili har ved flere lejligheder talt i rosende vendinger om ørkenstaten, som hun blandt andet har omtalt som 'en pioner inden for arbejdsrettigheder.'
Som EU-parlamentariker har Eva Kaili som udgangspunkt immunitet for retsforfølgelse. Ifølge The Guardian er der dog i dette tilfælde en undtagelse, eftersom hun blev taget på fersk gerning i sin forbrydelse.
Belgisk politi skulle have anholdt Kaili, mens hun var i besiddelse af sække fyldt med penge, og altså var i gang med at bryde loven.
Der er i alt beslaglagt 600.000 euro - eller godt 4,4 millioner danske kroner - på 16 forskellige lokationer i Bruxelles. Angiveligt også i Eva Kailis lejlighed.
Derudover er der beslagtlagt computere og telefoner.