- Altså, døden er en naturlig del af livet, hvad enten den indtræffer på jobbet eller under søvnen. Selvfølgelig er en arbejder død, og vore kondolencer går til familien.
Nasser Al Khaters besynderlige kommentar torsdag som svar på et spørgsmål fra en Reuters-journalist om hans holdning til en filippinsk migrantarbejders død under gruppespillet ved VM i fodbold er allerede gået den halv verden rundt.
Ekstra Bladets journalist Frej Kofoed forklarer her om skandalen i Qatar - forklaret på under tre minutter
For den udstiller i den grad VM-værternes forkvaklede forhold til de udsatte migrantarbejderes ve og vel, og formaster de sig til et skuldertræk over endnu et dødsfald, er det vist så meget, vi kan håbe på.
Al Khater var da heller ikke tilfreds med at skulle svare på spørgsmålet og tilføjede følgende:
- Jeg finder det besynderligt, at du vil fokusere på det i dit første spørgsmål, kom det spydigt rettet mod nyhedsjournalisten.
En ubarmhjertig holdning
Det beske svar bliver selvfølgelig mødt med hård kritik fra menneskerettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International, der alle dage har banket i bordet og forsøgt at råbe omverdenen om over de forhold, migrantarbejderne har arbejdet og levet under i forberedelserne til slutrunden i Qatar.
- Kommentaren viser en ubarmhjertig holdning til den migrantarbejder, der er død. Hans udtalelse ignorerer sandheden om, at mange af de dødsfald kunne have været undgået, siger Rothna Begum, der er talsperson for Human Rights Watch til BBC.
Læs også: Vil skjule sandheden om VM
Ifølge The Athletic faldt migrantarbejderen i døden, mens han arbejdede med reparationer på det resort, som det saudiarabiske hold havde benyttet, mens de var med i turneringen. Manden faldt og slog sit hoved mod cementen, han landede på.
Ulykken står i kontrast til den udtalelse, VM-værterne kom med torsdag, hvor de konstaterede, at migrantarbejderen arbejdede på et område, der ikke var under værtsskabets ansvarsområde.
Nasser Al Khater lød ikke som nogen specielt glad mand, da han meget mod sin vilje blev bedt om at uddybe sin kommentar.
- Hør her, arbejdernes død har været et stort emne under VM. Alt hvad der er blevet sagt, og alt hvad der er reflekteret over i den forbindelse har været absolut løgn. Dette tema, denne negativitet omkring VM er noget, vi er blevet mødt med.
Skuffet over journalister
- Vi er lidt skuffede over, at journalister har overdrevet dette falske narrativ. Og helt ærligt tror jeg, at mange journalister skal stille sig selv spørgsmålet og reflektere over, hvorfor de er fortsat med at fokusere på dette emne så længe, sagde han.
Læs også: Rædselskabinet varsler ny skandale
Alverdens internationale mediers utallige historier gennem et årti burde egentlig være svar nok.
Ella Knight, der arbejder som migrants' labour rights researcher hos Amnesty International, siger:
- Uheldigvis tager Mr. Al Khater fejl, når han siger, at alle dødsfald bliver undersøgt. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Vi og andre har i årevis forsøgt at råbe myndighederne i Qatar op, så de kunne foretage undersøgelser af arbejdernes dødsfald. Uden at vi har fået noget ud af det.
- Det giver sig selv, at regeringen burde undersøge dette seneste tragiske tilfælde ligeså vel som alle andre. Alle pårørende til de døde fortjener svar og kompensation for deres tab, siger hun.