Kasper Hjulmand grinede og slog så den humoristiske tone an.
- Nej, I får altså ikke hele vores taktiske oplæg her.
På Ekstra Bladets spørgsmål om Kasper Hjulmand vil bibeholde et tre mandsforsvar mod de franske verdensmestre, gled landstræneren let og elegant af.
Men til gengæld lignede han en, der var enig i synspunktet om, at det er en god ide at have ekstra gardering til at holde øje med de to eksplosive franske kantspillere – Ousmane Dembélé og Kylian Mbappe.
Det har Danmark ved at stille op med et tre mandsforsvar, der hurtigt kan ligne en fem mandsbagkæde, når de forsvarer. Og så er der både en back og en stopper til at samarbejde om at stoppe de to hurtigløbere.
Men Kasper Hjulmand har mange andre ting at tænke på før det, der ligner Danmarks skæbnekamp ved VM.
Et nederlag kan være katastrofalt, hvis Tunesien samtidig har besejret Australien i en kamp, der er spillet, når Danmark går på banen mod verdensmestrene.
- Jeg kommer ikke til at se den kamp. Men vi kender resultatet og det har selvfølgelig betydning for de overvejelser, vi gør. Men det har kun betydning for, hvordan vi griber de sidste 20-25 minutter an mod franskmændene, pointerer Kasper Hjulmand.
Rent taktisk er Hjulmand også udfordret, fordi franskmændene har skiftet system, siden de mødte Danmark og tabte til dem to gange tidligere på året.
De spiller nu med et fire mandsforsvar i stedet for tre, som ellers har været grundstenen gennem lang tid.
- De har gennem lang tid spillet med en tre backkæde og tre centralt på midten, men er nu skiftet til fire. Det har en betydning for den måde, de spiller på, fordi de nu med Dembélé og Mbappe spiller med to hurtige og brede kantspillere, forklarer Kasper Hjulmand.
Men den danske landstræner bliver også nødt til at forholde sig til, at Frankrig har en spidsangriber, der på trods af sin alder – 36 år – stadig er blandt verdens bedste boksspillere.
Navnet er Giroud. Olivier Giroud.
To gange scorede han mod Australien, hvilket gjorde han tangerede Thierry Henrys scoringsrekord med 51 træffere.
Det er formentlig ingen, der kender Giroud bedre end Andreas Christensen og Simon Kjær.
Førstnævnte var holdkammerat med franskmanden i Chelsea, og Simon Kjær spiller sammen med ham nu i Milan.
- Jeg håber, det er en fordel både Simon og Andreas kender ham godt.
- Giroud er endnu bedre nu. Han er mere rolig, evner at placere sig de rigtige steder og så bevæger han sig rigtigt i boksen.
- Heldigvis kender Simon han godt, og vi har talt om nogle små detaljer, afslører Kasper Hjulmand, der også er opmærksom på, at Frankrig med Giroud på banen satser på mange flere indlæg i feltet.
Frankrig ventes at have tre ændringer på sit mandskab. Jules Kounde som højre back i stedet for Benjamin Pavard. Lucas Hernandez er ude på grund af en alvorlig skade. Han afløses af af sin bror, Theo Hernandez. Desuden ventes Raphaël Varane at komme ind på holdet i stedet for Ibrahim Konaté.
Det giver følgende fransk opstilling: Hugo Lloris – Jules Kounde, Raphaël Varane, Dayot Upamecano, Theo Hernandez – Aurelien Tchouameni, Adrien Rabiot – Ousmane Dembélé, Antonie Griezmann, Kylian Mbappe – Olivier Giroud.
Kasper Hjulmand er tvunget til mindst én ændring, idet Thomas Delaney er rejst hjem.
Det ligger i kortene, at han fra start fastholder et tre mandsforsvar. Det kan give følgende opstilling.
Kasper Schmeichel – Joachim Andersen, Simon Kjær, Andreas Christensen – Rasmus Nissen Kristensen, Pierre Emile Højbjerg, Christian Eriksen, Joakim Mæhle – Andreas Skov Olsen, Yussuf Poulsen, Mikkel Damsgaard.
--------- SPLIT ELEMENT ---------