Det lyder banalt, men det optager i den grad Christian Eriksen.
Danmarks elegante spilfordeler priser sig lykkelig for, at landsholdet fik hul på målbylden, for det er manglen på scoringer, der har naget ham.
Det lykkedes mod Frankrig takket være Andreas Christensen efter den kedelige forestilling mod Tunesien i danskernes VM-åbning.
- Vi fik scoret et mål, og det var sgu vigtigt!
Kasper Hjulmands tropper er tvunget til en sejr over Australien, hvis de fortsat vil drømme om VM-trifumen, og derfor skal målene gerne fortsætte med at komme.
For ja, man vinder ikke, hvis man ikke finder nettet.
- Nu er vi stemplet ind i turneringen, og nu glæder jeg allerede mig til den næste kamp. Det er i vores egne hænder, og det er et godt udgangspunkt. Hvis vi får samme antal chancer mod Australien (som mod Frankrig, red.), så skal vi nok vinde.
Artiklen fortsætter under billedet..
Danmark var presset i store dele af kampen mod de forsvarende verdensmestre, og havde det ikke været på grund af et lidt kludret mål til sidst - og en fuldstændig ustyrlig Kylian Mbappé - kunne de havde reddet sig et enkelt point.
- Kasper Hjulmand kaldte det et 'pis-mål'. Var det også sådan, I havde det?
- Amen, det er det jo også... Selvfølgelig er det det. Vi følte lige, vi havde kæmpet os tilbage i opgøret, og vi havde det egentlig godt på banen, så er det pisseærgerligt, at de får det mål, fortalte Eriksen, mens han slog lidt ud med armene.
Artiklen fortsætter under billedet..
Manchester United-spilleren lavede kun få fejl i kampen, men var ikke så afgørende, som man ved, han kan være.
Og det er der måske en særlig grund til. I hvert fald hvis man spørger Simon Kjærs holdkammerat i AC Milan, Olivier Giroud.
- Eriksen er den danske playmaker med store kvaliteter. Det var derfor, at vi forsvarede os dybt, så han ikke kunne modtage bolden mellem linjerne og sætte spillet derfra.
- Vi havde planen om at lukke ham, for vi ved, at han har kvaliteterne til at gøre forskellen.