Når den franske fodbolddommer Stéphanie Frappart i aften fløjter opgøret mellem Tyskland og Costa Rica i gang, bliver der skrevet historie.
Det er nemlig første gang nogensinde, at en kvindelig fodbolddommer skal dømme en kamp til en VM-slutrunde for mænd.
Den 38-årige dommer håber, at det kommer til at gøre en forskel.
- Jeg bliver en slags rollemodel for kvindelige dommere, men jeg tror også, at det inspirerer nogle kvinder i samfundet eller i virksomheder til at tage mere og mere ansvar, siger hun til CNN Sport.
Var med til EM
Det er ikke første gang, Stéphanie Frappart er med til at skrive historie. Det gjorde hun i 2019, da hun blev den første kvindelige dommer til at stå i spidsen for en kamp i den bedste franske liga Ligue 1.
Og i 2021 var hun med til EM, hvor hun var fjerdedommer under en kamp.
Til daglig dømmer Stéphanie Frappart i Ligue 1, og hun har også været en del af dommerstaben til Champions League-kampe.
Tysk skæbnekamp
Det er ikke en hvilken som helst kamp, Frappart kommer til at dømme i aften. Det tyske landshold, som har fået en overraskende dårlig start på slutrunden, er nemlig tvunget til at vinde over Costa Rica, hvis de ikke skal følge Danmark i hælene med en returbillet hjem fra slutrunden.
Udover en sejr skal tyskerne håber på, at Spanien slår Japan.
Tysklands skæbne bliver afgjort i aften klokken 20.