Frankrigs optakt til søndagens VM-finale har været noget nær katastrofal.
Adskillige spillere har nemlig været ramt af sygdom.
Flere store profiler blev isoleret fra resten af truppen, men nu kan landstræner Didier Deschamps ånde lettet op.
The Guardian skriver således, at både Raphael Varane, Ibrahima Konate og Kingsley Coman er vendt tilbage til træningen lørdag. Og at samtlige 24 spillere i den franske trup deltog i træningen.
Tre profiler - Kingsley Coman, Dayot Upamecano og Adrien Rabiot - missede onsdagens semifinale mod Marokko på grund af sygdom.
Siden blev både Varane og Konate ramt, men nu lader det altså til, at sygdommen er under kontrol i den franske landsholdslejr.
Artiklen fortsætter under billedet...
Frankrig kan dermed stille til start med det absolut stærkeste hold mod Argentina i VM-finalen. I hvert fald såfremt alle spillerne er kommet sig helt og aldeles efter den lille epidemi i truppen.
- I forhold til virussen, det er noget, man aldrig er forberedt på, sagde anfører Hugo Lloris til lørdagens pressemøde.
- Men vi forsøger at blive klar til kampen, så godt vi kan. Vi er fokuserede.
En anden spiller, der i teorien også kan komme i spil til finalen, er Ballon d'Or-vinderen Karim Benzema.
Han blev skadet kort inden VM, men blev aldrig erstattet af en anden spiller i den franske trup. Dermed er det muligt, at Benzema kan benyttes på græstæppet mod Argentina.
Stjernen selv har ikke meldt andet ud end en kryptisk besked på Instagram med ordene:
'Jeg er ikke interesseret'.
Om den 34-årige angriber hentyder til at spille i VM-finalen vides ikke.
--------- SPLIT ELEMENT ---------