Det kunne nærmest ikke gå værre, da Danmark efter godt og vel 80 minutter i gårsdagens kamp mod Australien styrede direkte mod det returfly, der i dag fragter spillere og stab hjem.
Og dog.
For pludselig røg signalet til DR's kommentatorer Andreas Kraul og Per Frimann, så seere ikke kunne høre dem sætte ord på den store danske skuffelse.
Og det var altså ikke, fordi de to rutinerede kommentatorer tog sig en pause fra fodboldkampen eller havde fået nok af det middelmådige spil på banen.
Det forklarer Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og har ansvar for sporten, til Ekstra Bladet.
- Der skete en fejl i det signal, vi får fra FIFA. Det kom ikke ordentligt igennem hos os, så derfor var der ingen lyd, siger han.
Redaktionen forsøgte derefter at koble de to kommentatorer på stadion i Qatar op på en telefonlinje, så de kunne kommentere resten af kampen.
- Men det lyder ikke godt, så vi får en medarbejder, der skulle kommentere en af de senere kampe til radioen, til at kommentere resten af Danmarks kamp, siger Anders Kern Boje.
Fejlen er rettet, og DR forventer, at kommenteringen af de resterende VM-kampe forløber fejlfrit.