Da Youssef en-Nesyri sendte bolden i kassen i kvartfinalen mod Portugal lørdag eftermiddag, skrev marokkaneren sig ind på flere sider i historiebøgerne.
Ikke nok med at målet sikrede den første VM-semifinale nogensinde til et afrikansk land, Sevilla-angriberen slog også en anden bemærkelsesværdig rekord med scoringen.
Da en-Nesyri headede til bolden, var han ikke mindre 2,78 meter oppe i luften, skriver BeIN Sports på Twitter.
Artiklen fortsætter under tweetet ...
Dermed slår han Cristiano Ronaldos rekord fra 2019.
Her svævede Ronaldo i 2,56 meters højde, da han headede bolden i mål i en 2-1-sejr mod Sampdoria, da portugiseren var i Juventus.
Kampen mellem Portugal og Marokko var præget af tumult, kontroversielle kendelser og flotte detaljer.
Efter 42 minutters spil sendte en-Nesyri sit land i den syvende himmel, da han pandede Marokko på 1-0.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Da den otte minutter lange tillægstid i anden halvleg løb ud, kunne jublen bryde løs hos de marokkanske spillere, mens en grædefærdig Cristiano Ronaldo styrtede ned i omklædningsrummet.
Marokko kan nu se frem til at møde Frankrig i semifinalen.