Hold kortene tæt til kroppen.
Det råd har de fleste os af nok fået en gang eller to. Men det råd fulgte det danske fodboldlandshold tilsyneladende ikke under den altafgørende VM-kamp mod Australien.
For da Robert Skov og Andreas Cornelius i anden halvleg blev skiftet ind, var det begge med en seddel i hånden, som blev afleveret til henholdsvis Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg.
Der var en besked eller to fra det danske trænerteam, der skulle nå frem til de to stjerner på banen.
Kort tid efter kunne man på tv se den australske bænk, der var i gang med at læse en krøllet seddel, hvilket efterfølgende fik flere til at spekulere i, om det var noget af Danmarks taktik, der pludselig var havnet i de forkerte hænder.
Nu viser nye tv-billeder, at det faktisk var det, der skete.
På videoen kan man således se den australske angriber Mitch Duke samle en sammenkrøllet seddel op fra græsset, inden han hurtigt løb ud til sin landstræner med den.
Graham Arnold gav den videre til den fysiske træner Andrew Clark, der i sommer blev ansat i FC København og derfor formentlig godt kan en dansk glose eller to.
Også den australske assistenttræner, René Meulensteen, der er tidligere Brøndby-træner, tog et kig på sedlen, mens hans diskuterede med trænerteamet.
Ifølge australske Adam Jones, der angiveligt var til stede på stadion, blev den nu meget omtalte seddel kastet i græsset af Pierre-Emile Højbjerg, inden Mitch Duke hurtigt fik fingrene i den. Det skriver han i et opslag på Twitter.
Kort tid efter foretog Australien så også en indskiftning.
Australien endte som bekendt med at vinde opgøret mod Danmark 1-0, hvilket betød, at de bookede en plads i ottendedelsfinalen, mens Danmark yderst skuffende måtte rejse hjem efter gruppespillet.
Ekstra Bladet har spurgt DBU, hvordan en seddel kunne ende i australske hænder, og hvad der stod på den. De ønsker dog ikke at kommentere på historien.