Hårde og tilsyneladende falske rygter om utroskab i den serbiske VM-lejr endte med at skabe pinlige scener på albansk tv, hvor en tv-vært måtte finde sig i at blive overfuset af en schweizisk mand.
Vi uddyber:
Granit Xhaka og Schweiz slog Serbien lørdag aften og kvalificerede sig til ottendedelsfinalen ved VM, mens serberne røg ud. Som ventet var kampen højspændt grundet især Xhakas og Xherdan Shaqiris tilhørsforhold på Balkan.
Og da Xhaka undervejs i opgøret vendte sig mod den serbiske reservebænk og tog sig til sine ædlere dele i en bevidst og tydelig provokation, fik det så godt som alle serbere med forkærlighed for fodbold op af stolene.
For det lignede grangiveligt en hilsen til Dusan Vlahovic, der forinden på et pressemøde havde set sig nødsaget til at benægte at have knaldet med en holdkammerats kone.
Men det var ikke kun serbere, der blev røde i hovederne over Xhakas hilsen. Han er kosovoalbaner. Det samme er Shaqiri. Og det samme er tv-journalisten Zana Avdiu. Og hun var rødglødende, hvilket kom til udtryk på albansk tv.
- Hvad siger det om vores samfund, at man fejrer en sejr med sådan en gestus? Det symboliserer seksuelt overfald, sagde hun på live-tv.
Tv-stationen diskuterede Xhaka og problematikken, og så ringede telefonen.
Det var Ragip Xhaka, Granits far.
- Denne kvinde (Zana Avdiu, red.) har ikke forstand på sport eller de følelser, der er knyttet til. Granits gestus var hverken politisk eller sexistisk. Jeg advarer dig: Vær forsigtig med, hvad du skriver om Xhaka-familien. Vi overgiver os aldrig, sagde han ifølge flere medier på Balkan.
Ifølge Rajip Xhaka modtog hans søn hårde fornærmelser mod sin familie undervejs i kampen - samt tilråb som 'albanere skal slås ihjel' og 'Kosovo er Serbien'.
Balkan Insight har interviewet Zana Avdiu, der efterfølgende har modtaget dødstrusler for at bringe emnet på bordet.
- Der har været tusindvis af trusler. Mange af dem er dødstrusler. Jeg har sammen med min advokat anmeldt dem til politiet, siger hun.