Det føles som en evighed siden, men der er kun gået halvandet år, siden Christian Eriksen faldt om under Danmarks EM-åbner i Parken.
Nu løber han rundt til VM, som om intet er hændt. Og det er også noget, der bemærkes hos Danmarks modstander i onsdagens altafgørende kamp om at blive i Qatar.
For det australske landshold var ikke bare samlet, da Eriksen kollapsede for øjnene af verden - de så faktisk kampen sammen.
- Du kunne se, at da det triste øjeblik indtraf, slog alle ring om ham. Vi så det faktisk i Kuwait, da vi var til VM-kvalifikation. Vi så det, og det var skrækindjagende. Men at se ham tilbage nu og ved det her VM… Det er specielt for os at skulle spille mod ham, siger landstræner Graham Arnold.
Christian Eriksen måtte, som de fleste ved, skifte væk fra Italien, da han fik indopereret en ICD-enhed for at være på den sikre side med sit hjerte. Her måtte han ikke spille med hjerteproblemer. Men karrieren har siden taget masser af fart igen.
Og det comeback er altså noget, der bliver kigget på med både glæde og stor beundring hos VM-modstanderne.
- Det er fantastisk. En inspiration. Det er bare forrygende, at han er her. Det er så godt, at vi skal spille mod ham. Det var et specielt øjeblik for det danske landshold, da han vendte tilbage. Nu er han i Manchester United, og han viser hele verden, hvor stærk en karakter han er. Han er en topklasse person, virker det til, selvom jeg ikke kender ham, siger Graham Arnold.
Christian Eriksen forventes at få en central rolle igen onsdag, når Danmark skal bruge en sejr over Australien for at gå videre fra VM-gruppen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------