André Ayew blev skurk, da han 21 minutter inde i kampen mod Uruguay brændte straffespark for Ghana, men den spildte chance fik noget mere alvorlige konsekvenser end som så.
Ayews syvårige datter var til stede på Al-Janoub Stadium, og det brændte straffespark fik hende ganske enkelt til at kollapse på tribunen.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Det skriver flere internationale medier som franske RMC og belgiske Het Laatste Nieuws, ligesom hovedpersonen selv bekræfter på Instagram, at datteren måtte pludseligt på hospitalet uden dog at omtale det brændte straffespark som den direkte årsag.
Af opslaget på Instagram fremgår det også, at den lille pige heldigvis hurtigt fik det bedre.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Beskeden nåede først André Ayew i pausen, hvor angriberen tog konsekvensen og hastede direkte på hospitalet.
Det vakte da også undren, at Ghanas anfører ikke kom ud på banen til anden halvleg. Særligt fordi brormand Jordan også lod sig udskifte efter 45 minutter, men det var da altså en naturlig forklaring på.
Ghana tabte kampen til Uruguay med 0-2 og er færdige ved VM i Qatar.
32-årige Ayew, der er født i Frankrig, står noteret for 111 kampe for Ghana med 24 mål til følge. Han har en lang karriere i Frankrig og England bag sig, men spiller for tiden i Qatar-klubben Al-Sadd SC.