Det rene vanvid.
Argentina smed en 2-0-føring i sidste sekund, men kunne alligevel juble til sidst, da målmand Emiliano Martinez blev den store helt i straffesparkskonkurrencen.
Dermed kommer Messi og co. ét skridt nærmere VM-trofæet. I semifinalen venter nu Kroatien.
I fredagens sene opgør var der smæk for skillingen. Kampen var krydret med benhårde tacklinger, skærmydsler, kort og genialiteter.
Det sidste stod især Lionel Messi for.
Den argentinske troldmand er med al sandsynlighed i gang med sit sidste VM for Argentina, og den lille tekniker lignede også en mand på en mission. En mand, der mangler et VM-trofæ til den vilde samling.
Det var derfor også en meget veloplagt Messi, der efter 35. minutter spillede Nahuel Molina alene igennem med en magisk aflevering, og så kunne Atletico-backen bringe Argentina i front.
Efter scoringen kom der en lang periode, hvor kampen var præget af masser tacklinger og tumult.
Temperamenterne kom i kog hos begge mandskaber, og man fik nemt flashbacks til Hollands ottendedelsfinale mod Portugal i 2006, hvor der blev uddelt hele 16 gule kort og fire røde.
I anden halvleg var det fortsat argentinerne, der sad på det, og efter 73. minutter pegede kampens spanske dommer på pletten.
Straffe til Argentina, og dermed var scenen sat for Lionel Messi, der stensikkert eksekverede fra de 11 meter.
Hollænderne ville dog ikke give op uden kamp, og syv minutter før tid kom reduceringen. Et indlæg endte i panden på Wout Weghorst, der stangede den i kassen.
Dramaet fortsatte, Holland pressede på til det sidste, og i det allersidste sekund skete det så.
Med en vanvittig frisparkskombination tog hollænderne Argentina med bukserne nede, og så fik en ny scoring fra Wout Weghorst det hele til at eksplodere.
I den forlængede spilletid var det en yderst låst affære, og derfor skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence - præcis ligesom dagens tidligere kvartfinale mellem Brasilien og Kroatien skulle.
Her var den argentinske keeper Emiliano Martinez en mur af en anden verden, da han reddede de første to hollandske straffespark fra henholdsvis Virgil van Dijk og Steven Berghuis.
Til sidst var Lautaro Martinez som femte sparker køligheden selv, og så kunne Argentina bryde ud i vild jubel.
Lionel Messis jagt på VM-trofæet fortsætter.