Åge om truende konflikt: - En katastrofe for dansk landsholdsfodbold

- Jeg forholder mig neutral, fordi DBU er min arbejdsgiver og jeg forstår godt spillerne - for mig er det vigtigt at have et godt forhold til dem, siger landstræner Åge Hareide

Åge Hareide udtog mandag sin trup til de kommende Nations League-kampe. Sportschef Allan Olsen analyserer.

Landstræner Åge Hareide kalder det en katastrofe for dansk fodbold, hvis ikke test-landskampen mod Slovakiet 5. september bliver gennemført.

Aktuelt har landsholdet ingen honorar-aftale med DBU. Den gamle udløb 31. juli, og parterne har siden januar forhandlet om at få en ny på plads.

På trods af den tilspidsede situation vil landstræneren ikke blande sig i forhandlingsforløbet.

Han står også som en lus mellem to negle. DBU er hans arbejdsgiver, mens han er afhængig af, at spillerne skal præstere, når de optræder på landsholdet.

- Jeg må bare gøre mit job og håbe, at de bliver enige. Men jeg vil gerne sige, at det vil være en katastrofe for dansk landsholdsfodbold, hvis vi ikke stiller op til kampene. Vi risikerer at blive udelukket, hvis vi ikke stiller op, advarer Åge Hareide og uddyber:

- Jeg står midt i det hele og er jo afhængig af spillerne. Jeg forstår dem godt, fastslår landstræneren, der både bliver informeret af sin arbejdsgiver – DBU – og jævnligt har kontakt til landsholdets anfører, Simon Kjær, om forhandlingsforløbet.

- Vi satser på de kampe bliver spillet. Lige nu bliver der forhandlet om en ny landsholdsaftale. Vi har allerede brugt lang tid på forhandlingerne, siger DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer.

Det slås DBU og landsholdsspillerne om

I forbindelse med forhandlingen om en ny landsholdsaftale skal parterne finde hinanden på en række områder, før en ny landsholdsaftale er forhandlet på plads. Her er fire centrale punkter, hvor parterne skal komme overens.

 

1. Forholdene for landsholdsspillerne, når de er samlet

I starten af året kom det frem, at landsholdsspillerne var utilfredse med behandlerteamet og forplejningen specielt i udekampen mod Polen. Spillerne ønsker at optimere forholdene i landsholdslejren. Det gælder i forhold til behandlerne, der skal være kok med på alle udekampene og træningsbanerne skal være kridtet op og i god stand. Spørgsmålet er, hvor langt DBU ønsker at strække i forhold til økonomien.

 

2. DBU’s ret til at bruge spillerne mere kommercielt

DBU har et klart ønske om at få mere råderet over spillerne, når de er sammen i landsholdsregi. Som det er i dag skal Spillerforeningens spørges i alle tilfælde, når spillerne skal bruges i kommercielle sammenhænge. Det skal Spillerforeningen, fordi landsholdsspillerne udover landsholdet har individuelle og klub-aftaler, som Spillerforeningen skal sikre bliver overholdt.

-

3. Udnyttelsen af de kommercielle rettigheder

Det har ikke styrket forhandlingsklimaet, at Hummel og DBU har brudt den indgåede aftale i forbindelse med lanceringen af VM-trøjen. Her optrådte flere spillere enkeltvis, selv om det står i aftalen, at spillerne skal optræde mindst tre sammen.

-

4. Totaløkonomien i den endelige aftale

Overordnet strides parterne tilsyneladende ikke så meget om honoraret til landsholdsspillerne. Men det er klart, at en samlet aftale handler om, hvad det i givet fald koster DBU at indgå en ny aftale. Størrelsen af en eventuel slutrunde-bonus til landsholdsspillerne er naturligvis i spil. I den gamle aftale fik spillerne 8,6 mio. kr. i slutrunde-bonus. Spillerne gik i 2015 med til at få et lavere honorar, men muligheden for at spille pengene ind igen, hvis DBU fik øgede indtægter med en slutrunde-deltagelse.

Her har DBU og Hummel overtrådt reglerne

Spillerforeningen har truet med civile domstole eller en voldgiftsret, fordi DBU og tøjsponsor Hummel tilsyneladende har overtrådt præmisserne i den landsholdsaftale, parterne indgik tilbage i 2015.

Her er, hvad der står i aftalen mellem DBU og Spillerforeningen. En aftale der altså udløb 31. juli. I paragraf 4.5.2 under spillerpuljen og spillerpuljeaktiviteter hedder det:

”Ved indgåelse af sponsoraftaler og aftaler om markedsføring af merchandiseartikler skal der altid medvirke mindst tre spillere og igen en fra hver kategori (spillerne er indledt i tre kategorier i forhold til kendthedsgrad og markedsføringsværdi), og der skal ske en lige anvendelse af alle spillere. Hver spiller har pligt til at medvirke til en optagelse pr. år, og optagelsen skal – med mindre Spillerforeningen konkret accepterer noget andet – foretages i forbindelse med en landsholdssamling uden at gribe ind i landstrænerens ønske om spillernes tilstedeværelse.”

 

I paragraf 5.10 i aftalen står der videre:

”Retten til at anvende hele spillertruppen i individuelle sessions, opbygget efter de samme principper som beskrevet i punkt 4.5.2, hvorved særligt fremhæves forpligtelsen til en lige anvendelse af alle spillere, og at der mindst skal medvirke tre spillere i hvert markedsføringsindslag.

 

 

 

Se også: Fronterne er trukket op: Nu slås DBU og landsholdet igen

Landstræner Åge Hareide (tv) forholder sig neutral i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scandpix Landsholdsfodbold - 20. aug. 2018 - kl. 13:27 Åge om truende konflikt: - En katastrofe for dansk landsholdsfodbold

Se også: Brøndby-ejer varsler nye indkøb inden deadline

Det kan ske i forhandlingerne

DBU og Spillerforeningen forhandler lige nu om en ny aftale for fodboldlandsholdet. Den nuværende aftale udløb 31. juli. Der skal en ny aftale på bordet inden 5. september, hvis landskampen mod Slovakiet ikke skal i farezonen.

 

1.

DBU og Spillerforeningen bliver enige om en ny landsholdsaftale i tide før testkampen mod Slovakiet 5. september.

 

2.

Den nuværende aftale kan blive forlænget i en tidsbestemt periode, så en ny aftale kom nå at komme på plads, så Danmark i ro og fred kan afvikle september-kampene mod Slovakiet og Wales.

 

3.

Parterne når ikke i tide til enighed om en landsholdsaftale og kan heller ikke blive enige om at forlænge den gamle aftale. Derfor må testkampen mod Slovakiet aflyses.

 

 

45 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere