Åge står fast: Nægter at skifte ud på trods af formsvigt

- Det er jo ikke fordi, Nicolai Jørgensen ikke kan score mål, det handler bare om han kommer i gang og får scoret igen, siger Åge Hareide, der stoler 100 procent på sit førstevalg

Åge Hareide vil ikke skifte Nicolai Jørgensen ud, fordi han ikke viste træfsikkerhed mod Pamana. Landstræneren mener, at det handler om tillid. Han tror det vil skabe usikkerhed blandt spillerne, hvis han skifter for meget ud. Foto: Lars Poulsen.
Åge Hareide vil ikke skifte Nicolai Jørgensen ud, fordi han ikke viste træfsikkerhed mod Pamana. Landstræneren mener, at det handler om tillid. Han tror det vil skabe usikkerhed blandt spillerne, hvis han skifter for meget ud. Foto: Lars Poulsen.

Nicolai Jørgensen spillede langtfra sin bedste landskamp, da Danmark vandt 1-0 over Panama. Angriberen virkede rusten, selvtillidsløs og uden den skarphed, han havde i sidste sæson, hvor han scorede mål på samlebånd.

Han burde have scoret et, måske flere mål, fordi han var i gode scoringspositioner uden at vise træfsikkerhed.

Men på trods af angriberens formsvigt, får det ikke konsekvenser i forhold til hans position på landsholdet.

Det slår Åge Hareide fast på pressemødet efter en nats søvn dagen efter den 12. kamp i træk uden nederlag til landsholdet.

- Det handler meget om tillid. Hvis jeg pludselig begynder at rokere for meget rundt på holdet, vil mange spillere blive usikre, forklarer landstræneren.

Han uddyber:

- For mig handler det om at vise tillid til de spillere, der har taget os hele vejen til VM. Nicolai var topscorer i Holland i sidste sæson, vi ved jo godt, han kan score mål. Det handler om ikke at blive stresset, men få ham tilbage på sporet igen, påpeger Åge Hareide, der nægter at tænke tanken, at landsholdets førsteangriber ikke får gang i scoringerne de kommende måneder.

- Jeg er nødt til at tænke positivt. Havde jeg haft mørke tanker, havde jeg ikke stået her. Derfor tror jeg også, at Nicolai vil score mod Chile, hvis han får de chancer igen, pointerer han.

Nicklas Bendtner må væbne sig med tålmodighed på bænken og betragtes stadig som andetvalget til pladsen som spidsangriber.

Stryger flytter side
Landstræneren har taget afsked med småskadede Andreas Christensen og Henrik Dalsgaard, der er rejst hjem til deres klubber i London. Det betyder rokeringer på holdet til tirsdagens opgør mod Chile i Aalborg.

- Jeg vil gerne se Jens Stryger som højre back. Samtidig giver det mig muligheden for at se flere alternativer på venstre back, påpeger landstræneren.

Her har han tre mand i truppen – Jonas Knudsen, Riza Durmisi og Nicolai Boilesen. Det var kun førstnævnte, der ikke fik spilletid mod Panama.

Åge Hareides plan om at se Andreas Christensen i rolle som alternativ til William Kvist på den defensive midtbane bliver ikke til noget, fordi Chelsea-spilleren er rejst hjem.

Det åbner døren for at se andre alternativer på den position.

- William er erfaren og stærk i kontradækningen. Men både Lukas Lerager, Lasse Schöne og Thomas Delaney kan spille i den position, mener han.

Fredag rejste Åge Hareide på en lyntur til Oslo for at nærstudere en af sommerens VM-modstandere fra nærmeste hold. Norge møder Australien, hvor landstræneren gerne vil se, hvor langt VM-modstanderen er kommet i forberedelserne.

Når Peru lørdag møder Kroatien følger Brian Priske, den tidligere assistent i FCK- og FC Midtjylland, med i enhver bevægelse hos Peru-spillerne. Han har til opgave at følge dem i hele forberedelsesfasen frem mod VM.

Når Frankrig fredag møder Colombia, har Åge Hareide en af sine norske venner på plads for at holde øje med franskmændene.

På den måde er der allerede fuld tryk på VM-forberedelserne for Danmark. VM-modstanderne skal kortlægges ned til mindste detalje.

Se også: Her er FCK-profilens VM-trumf

Se også: Hareide sender Andreas Christensen hjem til Chelsea

Se også: 12 kampe uden nederlag: Sisto strålede i historisk sejr

25 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere