Kasper Dolberg har endnu ikke fået sin landsholdsdebut.
Han er fast inventar på U21-landsholdet, men landstræner Åge Hareide var i søndags på plads i på De Kuip i Rotterdam, hvor han så Kasper Dolberg score i 1-1-opgøret mod Ajax.
- Kasper Dolberg er på vores radar. Det er der slet ingen tvivl om. Det, der imponerer mig mest, er hans kombinationsspil. Han er god at spille bolden op på, og er meget dygtig med bolden, siger Åge Hareide til Mediano og uddyber:
- Han er en fantastisk spændende spiller. Han er en meget god afslutter med kvalitet og klasse. Men spørgsmålet er, om vi allerede nu skal lægge så stort et ansvar på en 19-årig spiller.
Ekstra Bladet har taget et kig på den række af angribere, den danske landstræner skeler til, frem mod landsholdsudtagelsen næste mandag. Det gælder VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan samt venskabskampen mod Tjekkiet.