Absurde scener kan få alvorlige konsekvenser

Efterspillet kommer til at være yderst betændt, og det er utænkeligt, at begge parter vil godtage den endelige afgørelse ifølge Jonas Schwartz fra TV 3 Sport

Der var kaos og dramatik for alle pengene, da kampen mellem Brasilien og Argentina blev afbrudt efter få minutter søndag aften dansk tid. Og det sidste er langt fra sagt i den sag.

Efterspillet skal nu afgøre, om Argentina var i deres gode ret til at have fire spillere med fra Premier League, selvom rejsende med ophold i Storbritannien skal i karantæne, inden de må begive sig ud i Brasilien.

- Det var helt absurd. Hvis man kender sydamerikansk fodbold, så ved man, at det virkelig er et sted, hvor alt kan ske. Og alligevel er man dyb forundret over, at det her sker, siger TV3 Sports kommentator Jonas Schwartz til Ekstra Bladet.

De absurde scener udspillede sig efter blot fem minutters spil, hvor sortklædte mænd fra myndighederne løb ind på banen og afbrød kampen.

Der er ikke meget tillid i relationen mellem de to stormagter og afbrydelsen af kampen er endnu et kapitel til den historiske rivaliseringen.

- Alt er på spil, når de to hold mødes. Det er politik, sport og mange års rivalisering, der stikker utroligt dybt. Man kan være helt sikker på, at havde det været en kamp mellem Brasilien og Bolivia, så var det blevet klaret anderledes. Men for begge nationer er det vigtigt at vise, de ikke lader sig kue af noget, siger Jonas Schwartz.

De to nationers sportslige krig raser derfor videre nu, hvor kampen er rykket fra banen til skrivebordet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Repræsentanter fra de brasilianske sundhedsmyndigheder måtte ind på banen for at stoppe kampen. Foto: Nelson Almeida
Repræsentanter fra de brasilianske sundhedsmyndigheder måtte ind på banen for at stoppe kampen. Foto: Nelson Almeida

Muligt med alvorlige konsekvenser
Det argentinske landshold har forladt Brasilien, og kampen mellem de to vil ikke blive spillet i denne landsholdstermin. Men spørgsmålet er, om den overhovedet bliver spillet.

I det store skænderi vil det være FIFA's rolle at finde en løsning, og der er ingen nem løsning på problemet. Det internationale fodboldforbund har mandag oplyst, at de har modtaget dommerens rapport fra kampen og undersøger begivenhederne.

- Den oplagte mulighed vil være at finde en ny dato til kampen, men de er meget pressede på kalenderen, og det bliver meget svært at finde en dag til afvikling af kampen.

- Jeg ser det som en reel mulighed, at Argentina eller Brasilien bliver taberdømt, og det vil være meget omdiskuteret uanset, hvilken side FIFA's disciplinærkomite vælger, siger Jonas Schwartz

Opgaven bliver at finde hoved og hale i, hvem der egentlig sidder med ansvaret for søndagens fadæse.

Det brasilianske landshold vil kunne argumentere for, at de blev på banen og derfor har opfyldt deres forpligtelser, mens Argentina ifølge myndighederne havde snydt fire spillere ind i landet og forlod kampen.

Argentinerne vil derimod pege på, at der kommer eksterne kræfter ind og afbryder kampen, og ansvaret i så fald må ligge hos brasilianerne, der var værter for kampen.

Det er dog helt sikkert, at ingen af de mulige løsninger vil kunne stille begge parter tilfredse.