Afsløring: DBU stævner Kjærs sponsor

Nordic Bet, der har sponsoraftale med Simon Kjær, er blevet stævnet med krav om erstatning på én mio. kr. for at krænke DBUs rettigheder – DBU går direkte efter vores anfører, mener landsholdsspillere

Få overblik over sagen her.

Ved du, hvem der er blevet udtaget til landsholdet? Har du set nogle spillere i lufthavnen? Så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

BRATISLAVA (Ekstra Bladet): Da forhandlingerne i sidste uge kørte på højtryk mellem DBU og Spillerforeningen for at få en ny landsholdsaftale på plads, landede der en stævning på én mio. kr. på bordet hos spillevirksomheden Nordic Bet.

En stævning, der i den grad har påvirket stemningen i landsholdstruppen, der mandag aften blev samlet til krisemøder i København.

Nordic Bet, der har en personlig sponsoraftale med landsholdets anfører, Simon Kjær, er blevet stævnet af DBU med krav om betaling af én mio. kr. i erstatning, fordi unionen mener spilleselskabet har krænket DBUs kommercielle og immaterielle rettigheder.

Blev brugt i VM-kampagne
Stævningen er interessant set i lyset af, at DBU i 2013 var klar til at smide Daniel Agger af landsholdet, fordi landsholdets daværende anfører havde indgået en personlig sponsoraftale med Pensam, samtidig med, at DBU havde Danske Bank som hovedsponsor.

Her kom DBU med et frisk tilbud om at fjerne Daniel Agger fra landsholdstruppen for at tilfredsstille hovedsponsoren Danske Bank. Så langt ønskede Danske Bank dog ikke at trække sagen.

Aktuelt har DBU en stor sponsoraftale med Danske Spil, samtidig med, at Simon Kjær har en personlig sponsoraftale med en konkurrerende virksomhed, Nordic Bet. Desuden er Christian Eriksen medejer af energidrikken State, mens DBU har en stor aftale med Carlsberg.

Nordic Bet er blevet stævnet for at bruge Simon Kjær i kampagnerne forud for VM, hvor landsholdets anfører optrådte i rød trøje og hvide shorts.

DBU mener, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, at unionen reelt forbeholder sig retten til de rød-hvide farver uanset i hvilke sammenhænge Simon Kjær har optrådt.

Kampagnen blev lanceret 1. maj, men allerede dagen efter havde Nordic Bet ændret farve på trøje og bukser, når Simon Kjær optrådte i reklamesammenhæng. Det var skiftet fra rødt og hvidt til gråt.

- Jeg kan ikke kommentere på sagen, fordi den ligger hos advokaterne.

- Men jeg må da sige, at jeg synes, det er en mærkværdig timing med en stævning af DBU midt under forhandlingerne, siger en dybt forundret Simon Kjær til Ekstra Bladet.

Simon Kjær, der her trøster Kasper Schmeichel efter VM-skuffelsen, er forundret over timingen i DBUs stævning af hans samarbejdspartner, Nordic Bet. Foto: Lars Poulsen
Simon Kjær, der her trøster Kasper Schmeichel efter VM-skuffelsen, er forundret over timingen i DBUs stævning af hans samarbejdspartner, Nordic Bet. Foto: Lars Poulsen
 

Krænkelse af rettighederne
Kommerciel direktør i DBU, Jesper Lind Andersson, bekræfter, at Nordic Bet er stævnet. Han begrunder, hvorfor DBU har følt sig tvunget til at tage det skridt:

- DBU har i forbindelse med VM-slutrunden oplevet en lang række virksomheder, der har bragt fotos, tekst eller anden profilering af enten spillere, hele holdet eller DBU’s logo. Det er en krænkelse af de kommercielle rettigheder for landsholdet og DBU. Ret beset er det tyveri af de rettigheder, som DBU sammen med spillerne sælger til holdets fælles sponsorer for at skaffe penge til både holdet og til udviklingen af dansk fodbold.

- Vi har stævnet Nordic Bet for at bringe en VM-kampagne med en spiller (Simon Kjær) i en rød trøje, der giver associationer til landsholdet – uden tilladelse fra DBU. Det ser vi som en alvorlig krænkelse, da andre sponsorer har betalt dyrt for lignende kampagner, siger Jesper Lind Andersson til Ekstra Bladet.

 

Mathias Zanka Jørgensen, der scorede til 1-0 mod Kroatien, synes ikke DBU viser respekt for forhandlignsklimaet ved at stævne landsholdets samarbejdspartner lige i forbindelse med forhandlingerne. Foto: Lars Poulsen.
Mathias Zanka Jørgensen, der scorede til 1-0 mod Kroatien, synes ikke DBU viser respekt for forhandlignsklimaet ved at stævne landsholdets samarbejdspartner lige i forbindelse med forhandlingerne. Foto: Lars Poulsen.
 

Stor forundring
Blandt Simon Kjærs landsholdskammerater er der stor forundring over fremgangsmåde og ikke mindst timingen i sagen fra DBUs side.

- Det ser ud til, at DBU nu går direkte efter vores anfører her midt under forhandlingerne, siger Jannik Vestergaard

Mathias Zanka Jørgensen, der den seneste tid har diskuteret livligt om en ny landsholdsaftale med sine følgere på det sociale medie twitter, er også rystet over udviklingen i sagen.

- Jeg synes ikke, at DBU viser respekt for forhandlingsklimaet ved at bringe sådan en sag op lige præcis under de afsluttende forhandlinger, siger han. 

Jannik Vestergaard mener den aktuelle sag er problematisk for det fremtidige samarbejde med unionen.

- Det er virkeligt bekymrende, hvis DBU gør det samme, som de gjorde med Daniel Agger, da de tilbød en sponsor at fyre anføreren. Er de parate til at ofre landsholdets anfører, fordi DBU ikke kan leve op til det, de har lovet deres sponsorer, filosoferer Jannik Vestergaard.

Sporene fra Agger skræmmer
Mathias Zanka Jørgensen supplerer:

- Sporene efter Agger-sagen skræmmer. Når de har tilbudt en sponsor at ofre deres landsholdsanfører før, så kan de måske gøre det igen, påpeger han.

Jannik Vestergaard har den opfattelse, at landsholdstruppen gerne vil have et klart svar på, om der har været et pres fra DBUs store sponsorer – Carlsberg og Danske Spil – om at smide Christian Eriksen og Simon Kjær af landsholdet, fordi de har personlige sponsoraftaler, der kolliderer med DBUs interesser.

Kommunikationschef Jakob Høyer afviser i en sms, at der på nogen måder har været et pres fra DBUs sponsorer – Danske Spil og Carlsberg – om at smide Eriksen og Kjær af landsholdet, fordi de har personlige sponsorer.

Ifølge Martin Dahl Pedersen, der er advokat for Spillerforeningen, er det den enkelte spiller, der ejer imagerettighederne. DBU har, ifølge ham, ingen rettigheder til at bruge spillerne enkeltvis. Spillerne kan – som Simon Kjær gør med Nordicbet-aftalen – vælge at optræde enkeltvis i reklamer, når det ikke foregår i landsholdsregi.

Henrik Olsson, der er marketingschef hos Nordicbet, ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Claus Bretton-Meyer udtaler, at Spillerforeningen sent i forløbet stillede nye, ultimative krav. Foto: Anthon Unger Landsholdsfodbold - 3. sep. 2018 - kl. 19:21 DBU afslører: Derfor afviste vi spillerne

Foto: AP. Landsholdsfodbold - 3. sep. 2018 - kl. 15:47 DBU lover landskamp: Vi spiller onsdag

Se også: Eriksen tordner mod DBU: - Det er rigtigt ubehageligt at høre på

 

383 kommentarer
Vis kommentarer