Afsløring: Ny tv-aftale forgylder DBU

DBU scorer mindst 63 mio. kr. om året de næste tre år - der er tale om en fremgang på 14-15 mio. kr. i forhold til 2014, der var et dårligt år for tv-indtægter  

Daniel Agger og de danske landsholdsspillere har i 2015 og de kommende tre år sikret DBU en årlig tv-indtægt på 63-64 mio. kr. om året. I forhold til 2014 er der tale om en stigning på 14-15 mio. kr.
Daniel Agger og de danske landsholdsspillere har i 2015 og de kommende tre år sikret DBU en årlig tv-indtægt på 63-64 mio. kr. om året. I forhold til 2014 er der tale om en stigning på 14-15 mio. kr.

DBU kræver en besparelse på 17 procent for det honorar landsholdsspillerne får for at repræsentere Danmark i rødt og hvidt.

Men på trods af, at DBU-formand Jesper Møller og direktør Claus Bretton-Meyer har råbt og skreget om alvorlige økonomiske tider for DBU, så vælter tv-millionerne ind i betonbunkeren på DBU Alle i Brøndby.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at DBU med den nye tv-aftale for landsholdet er sikret en årlig indtægt på 8 mio. euro (60 mio. kr.) hvert år i en fireårig periode fra 2014-2018.

Dertil skal lægges det beløb DBU kan tjene ved salg af rettighederne til venskabskampe. Her vurderer kilder overfor Ekstra Bladet, at det ligger i niveauet tre-fire mio. kr. om året.

Altså en årlig indtægt på 63-64 mio. kr. for tv-rettighederne til landsholdet.

Se også: Balladen i DBU: Det endelige opgør med Olsen  

Stigning på 14-15 mio. kr.
Det er en eksplosion i tv-indtægterne i forhold til 2014, hvor DBU kun havde 49 mio. kr. i tv-indtægter for landsholdet. Men det hører med til historien, at 2014 også var et mindre godt år for tv-indtægter, fordi den nye aftale først trådte i kraft sidste sommer.

Samtidig havde landsholdet ingen betydningsfulde kvalifikationskampe i foråret 2014. Her var der kun tale om venskabskampe.

Oplysningerne om DBUs tv-indtægter er en bombe under de aktuelle forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen, fordi DBU kræver store besparelser for landsholdsspillerne. Det sker altså på et tidspunkt, hvor unionen sikrer sig en indbringende tv-aftale helt frem til 2018.

Se også: Drop det landshold, Morten!

UEFA sikrer pengene
Hidtil har DBU stået for salg af tv-rettighederne til hjemmekampene. Den seneste aftale med TV 2 udløste årligt i omegnen af 40 mio. kr. til DBU.

Men op til EM-kvalifikationen i 2016 valgte DBU at overgive salget af tv-rettighederne til UEFA, ligesom hovedparten af medlemslandene har gjort det. Det gælder for en fireårig periode - EM-kvalifikationen i Frankrig næste år samt til VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Tyskland og England valgte eksempelvis kun at sælge 50 procent af rettighederne, fordi markederne her er så store, at de kan skabe større tv-indtægter ved selv at stå for salget.

For Danmarks vedkommende kan der være meget stor forskel i tv-indtægterne afhængig af, hvem modstanderen er fra øverste seedningslag.

England, Tyskland og Italien er garanti for mange penge, mens Portugal til gengæld ikke generer lige så stort et beløb.

Men de bekymringer er DBU ude af i denne kvalifikation og til den kommende til VM i Rusland.

Uanset hvem Danmarks skal møde i næste kvalifikation er DBU sikret en årlig indtægt i 2015-16-17 og 2018 på 60 mio. kr.

 Ekstra Bladet har forgæves at få en kommentar fra DBUs formand, Jesper Møller.

21 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere