Afstandskrav skaber nyt EM-kaos

Afstandskravet på én meter skal ophæves, hvis der skal lukkes 25.000 tilskuere ind i Parken til de to sidste EM-kampe mod Belgien og Rusland, mener DBU

EM-feberen har ramt landsholdslejren: - Mange har præsteret godt. Vi ser klar ud.

Der var glæde og tilfredshed oven på nattens politiske forhandlinger, hvor det blev vedtaget, at der nu må lukkes 25.000 tilskuere ind til de danske EM-kampe i Parken.

Det er en udvidelse på næsten 10.000 fra de 15.900 som det hed i den oprindelige plan.

DBU’s direktør Jakob Jensen var hurtigt ude med en melding om, at DBU ikke kan nå at løse udfordringen allerede til lørdagens kamp mod Finland, hvor der ’kun’ vil være 15.900 i Parken.

Men som torsdagen skred frem, hersker der efterhånden totalt kaos, om det overhovedet er muligt at lukke 25.000 tilskuere ind.

DBU’s direktør, Jakob Jensen, har overfor det politiske medie Altinget slået fast, at med de nuværende regler bliver det umuligt at lukke 25.000 tilskuere ind til kampene mod Belgien og Rusland.

Det helt afgørende er, at politikerne skal ændre afstandskravet. Ellers var beslutningen om EM-udvidelsen fra 15.900 til 25.000 tilskuere rent spil for galleriet.

Spillerne hilste på de danske fans på Brøndby Stadion søndag. Nu er der forvirring om det overhovedet bliver muligt at lukke 25.000 ind. Det kan ikke lade sig gøre med de nuværende afstandskrav. Foto: Lars Poulsen
Spillerne hilste på de danske fans på Brøndby Stadion søndag. Nu er der forvirring om det overhovedet bliver muligt at lukke 25.000 ind. Det kan ikke lade sig gøre med de nuværende afstandskrav. Foto: Lars Poulsen

- Der er givet et politisk signal om, at man ønsker at gå fra 15.900 til 25.000 tilskuere. Og det kræver, at man ophæver afstandskravet, siger DBU-direktør, Jakob Jensen, til Altinget.

- Hvis ikke afstandskravet er fjernet, kan vi umuligt få 25.000 mennesker på stadion, tilføjer han.

I den aftale, som politikerne indgik natten til torsdag, blev det besluttet, at afstandskravet først ophæves 1. august.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra DBU-direktøren. Ekstra Bladet har også uden held forsøgt flere af de politikere, der natten til torsdag var med til at lave aftalen.

Torsdag ved middagstid meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde desuden, at myndighederne er i dialog med DBU om den eksakte fortolkning af tiltaget.

- Vi kan altså ikke svare helt konkret på det spørgsmål, fordi der er et samarbejde mellem medarbejderne i SSI (Statens Serum Institut, red.) og DBU om at få det praktiske til at fungere.

- De arbejder på højtryk, og det vil vi ikke genere her. Så lad os lade dem arbejde og håbe, at de finder en løsning så hurtigt som overhovedet muligt på det.