Aldrig prøvet noget større

- Jeg har aldrig prøvet noget, der var større end den oplevelse, jeg fik i Parken, siger EM-truppens yngste mand, 20-årige Mikkel Damsgaard

Den havde I ikke regnet med!

Kasper Hjulmand havde trods det triste resultat mod Belgien alligevel overskud til at drille de danske medier dagen derpå.

For landstræneren havde fuldstændig ret. Ingen havde forudset, at Mikkel Damsgaard ville spille fra start og slet ingen havde forventet, han ville spille så stor rolle mod verdens bedste mandskab, Belgien.

Men det gjorde han, 20-årige Mikkel Damsgaard.

- De problemer, vi fik med Kevin de Bruyne, dem havde Belgien også med Damsgaard.

- Han kan sætte en mand, skifte retning og gøre sine medspillere bedre, forklarer Kasper Hjulmand.

For Mikkel Damsgaard var det specielt at være en del af dem, der spillede fra start.

Mikkel Damsgaard har meget at byde ind med og er fremtidens mand på landsholdet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Mikkel Damsgaard har meget at byde ind med og er fremtidens mand på landsholdet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

- Jeg var en smule nervøs, det erkender jeg. Men det her var den vildeste fodboldoplevelse, jeg nogensinde har haft.

- Det er den største kamp jeg nogensinde har været en del af, siger Mikkel Damsgaard, efter han for alvor har slået sit navn fast i landsholdsfodbold.

Thomas Delaney giver Mikkel Damsgaard et kærligt klap på kinden efter han brændte en stor mulighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Thomas Delaney giver Mikkel Damsgaard et kærligt klap på kinden efter han brændte en stor mulighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Mikkel Damsgaard er det man roligt kan kalde fodboldintelligent, fordi han er så dygtig til at læse spillet. Med sine hurtige fødder, eminente teknik og ikke mindst lave tyngdepunkt kan han drive gæk selv med de bedste forsvarsspillere.

- Jeg mærkede en opbakning og tro på mig fra mine holdkammerater. Det her er en fantastisk gruppe, vi har samlet. Det hjalp mig, fordi jeg fik besked på bare at gøre det, jeg er god til.

- Jeg skulle forsøge at have det sjovt og gøre mit bedste, forklarer han.

Til trods for Danmark står med to nederlag efter de første to kampe ved EM-slutrunden er den unge komet optimistisk.

- Lige nu fylder skuffelsen selvfølgelig meget, fordi vi ikke fik noget med fra Belgien-kampen. Men nu må vi tænke på mandagens kamp. Vi slår Rusland og går videre, det tror jeg på, siger Mikkel Damsgaard, der er blevet døbt Dam-sinho af landstræneren.

- Jeg kan ikke huske, hvornår Kasper gav mig det navn. Det må være engang tilbage i tiden fra FC Nordsjælland. Han har dog ikke kaldt mig det, mens vi har været samlet her i lejren, siger Mikkel Damsgaard.

Christian Eriksen fik en speciel hilsen fra tilskuerne. På banen leverede hans afløser - Mikkel Damsgaard - en fantastisk indsats. Foto: Lars Poulsen.
Christian Eriksen fik en speciel hilsen fra tilskuerne. På banen leverede hans afløser - Mikkel Damsgaard - en fantastisk indsats. Foto: Lars Poulsen.

Landstræneren vidste, hvad han fik, da han bragte Damsgaard i spil til sit hold. For han kender ham bedre end nogen anden.

Damsgaard kom til FC Nordsjælland som 10-årig fra Jyllinge. En lille splejs, der til gengæld siden sine unge fodboldår har været knusende fodbold-intelligent.

Han lærte tidligt at læse spillet, glide af på tacklingerne, fordi fodboldforstanden er på så højt niveau.

Og så spillede han allerede som 14-årige på U17-mandskabet. Hele tiden var han foran sin tid.

Det var også sådan, vi alle oplevede ham i Parken. Hele tiden et træk foran sin modstander.