Argentinsk blodbad: Stjernerne stopper på stribe

Det er ikke kun Lionel Messi, der stopper på det argentinske landshold

Lionel Messi meddelte efter nederlaget, at han stopper på landsholdet

Den samlede fodboldverden vågnede op til en af de store nyheder, da Lionel Messi tidligt mandag morgen valgte at stoppe på det argentinske landshold efter finale-nederlaget til Chile i Copa America.

Men Messi er ikke den eneste, som Argentina må sige farvel til. Også 32-årige Javier Mascherano skulle definitivt have sagt farvel til landsholdet, ligesom 28-årige Sergio Agüero skulle have gjort det. Det skriver flere medier med ESPN Argentina i spidsen.

Foreløbig har ingen af de to dog bekræftet stoppet.

- Der er flere af os spillere, der overvejer at stoppe på landsholdet. Måske er det tid til at lade nye spillere komme til. Leo er også meget ked af det, siger Agüero.

Nederlaget har taget hårdt på de argentinske spillere, hvor det var Lionel Messis brændte straffe, der førte til nedturen.

Se Messis finaleafbrænder her. (Video: SNTV)

- Det er den værste tilstand, jeg har set landsholdet i. Jeg sagde til Leo, at han da ikke måtte reagere sådan pga et straffe. Han har gjort alt, hvad han kunne for at komme hertil, siger Agüero.

Skal man tro argentinske medier, så bliver Messi, Mascherano og Agüero ikke de eneste, der stopper på landsholdet.

ESPN Argentinas udsending til turneringen, Diego Monroig, fortæller, at også Ezequiel Lavezzi, Angel Di Maria, Ever Banega og Lucas Biglia vil stoppe, og i andre medier er der også meldinger om, at Gonzalo Higuain stopper.

I Argentina er de trætte af andenpladser. (Video: SNTV)

Landsholdsfodbold - 27. jun. 2016 - kl. 06:43 Messi chokerer: Jeg stopper på landsholdet

Tidligere på morgenen tog Lionel Messi al fokus, da han bekræftede sit exit på det argentinske landshold.

- Landsholdet er ovre for mig. Jeg har taget min beslutning. Efter fire tabte finaler, så er det ikke noget for mig. Jeg har gjort alt, jeg kan. Det gør ondt ikke at være mester, sagde Messi, der debuterede tilbage i 2005, hvor Mascherano havde været med i to år.

- I omklædningsrummet tænkte jeg, at dette er afslutningen på landsholdskarrieren for mig, siger Messi.

Argentinas målmand, Sergio Romero, håber som sådan, at Lionel Messi vil ændre sin beslutning, når den værste skuffelse har lagt sig.

- Jeg tror, at han sagde det på grund af alle følelserne, siger Sergio Romero.

Argentina har med nederlaget til Chile tabt syv finaler på stribe, og Lionel Messi har spillet med i de fire. Han har længe været kritiseret for manglende mål på landsholdet, men på det seneste har han faktisk slået Gabriel Batistutas målrekord som den mest scorende på landsholdet nogensinde, og ved Copa America scorede han også fem gange.

I Argentina har der tidligere været spekuleret i Messi-stop, fordi han ikke fik det til at fungere som i Barcelona. Blandt andet kom landstræner Tata Martino i august 2015 med et opsigtsvækkende citat.

- Hvis jeg var Messi, så var jeg stoppet med at spille for Argentina for mange år siden, men jeg ville fortsætte hos Barcelona, sagde landstræneren, og det er altså det råd, som Messi og flere andre spillere nu har valgt at lytte til.

Næste mulighed for at vinde noget er VM i Rusland i 2018, og her ligger Argentina allerede godt til i kvalifikationen, men spørgsmålet er nu, om det er helt andre spillere på holdkortet, når Uruguay kommer på besøg i Buenos Aires 1. september til næste opgør.

Lionel Messi er ikke den eneste, der stopper på landsholdet - hele otte spillere meldes at forlade holdet. Foto: AP
Lionel Messi er ikke den eneste, der stopper på landsholdet - hele otte spillere meldes at forlade holdet. Foto: AP

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere