Underhund vil ryste favorit i afrikansk semifinale

Burkina Fasos træner mener at have fundet nøglen til sejr over Ghanas favoritter ved Africa Cup of Nations

Når Burkina Faso i aften møder favoritten Ghana i semifinalen ved Africa Cup of Nations i Nelspruit i Sydafrika, har det undertippede land én fordel, som kan blive vigtig.

Det mener i hvert fald Burkina Fasos landstræner, Paul Put, hvis hold har spillet alle fire kampe hidtil i turneringen på Mbombela Stadium i Nelspruit.

Her skal semifinalen også spilles.

- Jeg ved, at vi vil spille med selvtillid, siger træneren til nyhedsbureauet AFP.

- Nelspruit er vores sted. Ghana er et stærkt hold, men vi har allerede mødt Nigeria og Zambia. Man ved aldrig, siger Paul Put.

Burkina Faso er for kun anden gang med blandt de sidste fire hold ved turneringen om det afrikanske mesterskab for landshold.

Holdet overraskede i gruppespillet ved at spille uafgjort mod både Nigeria og Zambias forsvarende mestre, der endte med at ryge ud af turneringen.

I kvartfinalerne fortsatte Burkina Faso den gode stime på Mbombela Stadium ved at sende Togo med stjernen Emmanuel Adebayor ud efter forlænget spilletid.

Nigeria og Mali mødes i dag i den anden semifinale, der bliver afviklet i Durban.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere