Ghanas favoritter er i afrikansk kvartfinale

Ghana og Mali kvalificerede sig mandag aften til kvartfinalerne i Africa Cup of Nations

Ghanas fodboldlandshold hører traditionelt til blandt de stærkeste på det afrikanske kontinent, og foreløbig har holdet ikke haft problemer med at leve op til værdigheden som en af de store forhåndsfavoritter ved Africa Cup of Nations, der spilles i Sydafrika.

Mandag aften spillede "black stars" - som holdet kalder sig - sig uden de fjerneste problemer i kvartfinalen med en stensikker 3-0-sejr over overmatchede Niger, der til gengæld må forlade turneringen.

Sejren bringer ghaneserne op på syv point i gruppe B, som de dermed vinder foran Mali, der sled sig videre med en nervepirrende 1-1-kamp mod DR Congo - et resultat, som lige nøjagtigt var nok for malierne.

Men det var Ghana, der stod for dagens præstation i Sydafrika. Holdet blev sat i gang af Gyan Asamoahs mål allerede efter seks minutters spil.

Den tidligere Sunderland-spiller optræder nu hos Al Ain i Emiraterne i en liga, hvor han er alt for god og har scoret 43 mål i 31 ligakampe, men han er tilsyneladende stadig brugbar på landsholdsniveau, selv om han ikke bliver presset synderligt i det daglige.

Det blev 2-0 midt i første halvleg ved kantspilleren Christian Atsu, inden John Boye efter pausen afgjorde kampen definitivt med sin 3-0-scoring.

I den samtidige kamp fik Mali det ene point, holdet havde brug for mod DR Congo, der ellers kom flyvende fra start med en straffesparksscoring i kampens tredje minut.

Men Mamadou Samassa fik udlignet kort efter, og da der ikke faldt flere scoringer, kunne Mali-spillerne, blandt andre Randers-backen Adama Tamboura, som igen spillede 90 minutter, juble over kvartfinalebilletten.

Her venter værterne Sydafrika, mens Ghana skal op imod turneringens overraskelse, Kap Verde.

0 kommentarer
Vis kommentarer