Lykkelig Zambia-træner: Det er kæmpestort

Undertippede Zambia vandt det afrikanske mesterskab i fodbold over Elfenbenskysten efter straffesparksdrama

Herve Renard er noget nær folkehelt i Zambia efter sejren søndag. (Foto: AP)
Herve Renard er noget nær folkehelt i Zambia efter sejren søndag. (Foto: AP)

Sejren over storfavoritterne fra Elfenbenskysten i finalen om det afrikanske fodboldmesterskab virker helt uvirkeligt for Zambia.

- Det her er kæmpestort for os, og inden turneringen gik i gang, troede vi, det var helt umuligt for os at vinde.

- Jeg ved, at vi ikke er de bedste, men vi har en styrke og vilje, som kendetegner vores hold, siger Zambias træner, Herve Renard, efter kampen.

Med den tidligere Brøndby-angriber Chris Katongo som anfører vandt undertippede Zambia søndag aften 8-7 over Elfenbenskysten. Tilskuerne til finalen i Gabons hovedstad fik spænding til det sidste.

18 straffespark
Stillingen var 0-0 efter 90 minutters ordinær og 30 minutters forlænget spilletid, og der skulle hele 18 spark til fra 11-meter-pletten, før Zambia kunne løfte trofæet.

Både Gervinho (Arsenal) og Kolo Touré (Manchester City) missede netmaskerne for Elfenbenskysten i straffesparksdramaet.

20 minutter før den ordinære spilletids slutfløjt kunne Elfenbenskystens største stjerne Didier Drogba fra Chelsea have afgjort finalen. Men han brændte i stedet på et straffespark, der fløj over målet.

Nederlaget til Zambia kommer bag på træneren fra Elfenbenskysten, Francois Zahoui.

Kæmpe skuffelse
- Vi havde ikke regnet med en så udfordrende finale. Det her er en kæmpe skuffelse for os.

- Heldet var ikke med os i aften. Vi brændte et straffespark i ordinær spilletid og tabte måske lidt troen på os selv herefter. Men jeg synes, vi spillede en god kamp, og jeg vil gerne lykønske Zambia, siger han.

Med Chelsea-spillerne Drogba og Salomon Kalou samt Manchester City-brødrene Yaya og Kolo Touré på holdet var Elfenbenskysten ellers kæmpe favoritter til at vinde finalen, som de var kommet til uden at indkassere mål.

1 af 2 Chris Katongo med trofæet. (Foto: AP)
2 af 2 Herve Renard er noget nær folkehelt i Zambia efter sejren søndag. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer