Schmeichel hylder død træner

Den tidligere landholdskeeper rystet over Gary Speeds død

Gary Speed blev i morges fundet død i sit hjem. Han havde hængt sig selv. (Foto: AP/Oleg Popov)
Gary Speed blev i morges fundet død i sit hjem. Han havde hængt sig selv. (Foto: AP/Oleg Popov)

Fodbold-England er i chock over meldingen om Gary Speeds selvmord, der til formiddag ramte de britiske medier. Speed hængte sig selv i sit hjem i Chester.

En af de første til at hylde den nu afdøde tidligere Premier League-stjerne og walisiske landstræner var Peter Schmeichel.

- Gary Speed, du var altid en gentleman, og jeg finder det meget sørgeligt, at du ikke er blandt os mere. Mine tanker går til din familie, skriver Peter Schmeichel på Twitter.

Og den store målmand er ikke den eneste, der forholder sig til Gary Speeds dødsfald.

- Jeg er knust. Det var et privilegie at arbejde sammen med ham og at kunne kalde ham en ven, siger Mark Hughes, der også har været walisisk landstræner.

Læs også: Wales i chok: Succes-træner hængte sig selv

Bobby Gould, som Gary Speed gjorde til anfører på Wales' landshold siger:

- Jeg er rystet. En del tårer er blevet grædt. Det er så sørgeligt.

- Jeg er knust over nyheden om Gary Speeds død. Kondolencer til hans familie. En rigtig fodbold mand med et ansigt som en Hollywood-stjerne, skriver den tidligere Arsenal-stjerne Ian Wright.

Også helt fra Spanien kommer der reaktioner på den populære spillers selvmord.

- RIP Gary Speed. Jeg spillede min første kamp i England mod ham. Han viste mig, hvad engelsk fodbold er, skriver Real Madrids Xabi Alonso, der tidligere spillede i Liverpool.