Argentinas superstjerner skuffede igen

Der måtte en forsvarsspiller til for at få bolden i nettet, da Lionel Messi og de andre stjerner brændte chancer på stribe mod Venezuela

Messi uden magi. Verdens bedste fodboldspiller havde en god kamp, men fik ikke vist verdensklassen i sejren over Venezuela. (Foto: AP)
Messi uden magi. Verdens bedste fodboldspiller havde en god kamp, men fik ikke vist verdensklassen i sejren over Venezuela. (Foto: AP)

Argentinas nye landstræner, 56-årige Alejandro Sabella, kunne se sit hold dominere det meste af kampen, da Argentina fredag eftermiddag, dansk tid, vandt venskabskampen over Venezuela i den indiske millionby Kolkata, med 1-0.

Populære Messi
Kampen var lagt på det kolossale Yuba Bharati stadion med plads til 120.000 tilskuere, og det var fyldt godt op med forventningsfulde fans, som tydeligvis var kommet for at se de argentinske superstjerner med 24-årige Lionel Messi i spidsen.

Læs også: Messi jagtet af indere på motorcykler.

Hver gang Barcelona-spilleren rørte bolden gik der ikke bare et sus men en højlydt jubel gennem publikum, men den ekstreme opbakning udrettede ingen mirakler. Messi spillede godt, men som så mange gange før i landsholdssammenhæng manglede magien.

Forsvarsspiller scorede målet
Han stod dog for kampens assist, da et hjørnespark fra hans fødder havnede i netmaskerne via forsvarsspilleren Nicolás Otamendi. Hans første kasse for landsholdet.

Inden da havde di María, Mascherano, Pastore, Higuaín og Messi brændt chancer på stribe. Aguero kom ind midt i anden halvleg i stedet for Higuaín, men heller ikke han havde held i sprøjten.

Bolden ville simpelthen ikke ind, ligesom tilfældet var da holdet på hjemmebane i sommer blev sendt ud af Copa America efter fire kampe og kun en enkelt sejr.

Kedelig kamp
Efter scoringen formåede Pastore at skyde over et tomt mål fra midten af feltet, og da det var den største chance, der bød sig i slutfasen, endte opgøret 1-0.

Kampen manglede hele vejen igennem nerve og underholdningsværdi, og de mange tilskuere, som blev mere og mere tavse efterhånden som kampen skred frem, må være gået noget skuffede hjem.