Så er der U17-afgang mod Mexico

Det var en flok spændte spillere og trænere, der lørdag tog i mod pressen inden morgendagens afgang til Mexico og U17-VM

Den kommende Ajax-spiller, Viktor Fischer, drager i morgen mod Mexico. (Foto: Aleksander Djorovic)
Den kommende Ajax-spiller, Viktor Fischer, drager i morgen mod Mexico. (Foto: Aleksander Djorovic)

De fleste af spillerne render til dagligt rundt på Superligaklubbernes ungdomshold og spiller for et par hundrede tilskuere i weekenderne. Men i morgen sætter holdet, der i sidste måned nåede frem til semifinalen ved EM for U17-landshold i Serbien, sig til rette i flyet mod Mexico og en VM-slutrunde, hvor presset fra tilskuere og medier vil være i en helt anden liga.

Turneringen i Nigeria i 2009 havde således 15.000 tilskuere i snit til kampene, og ved lodtrækningen til grupperne den 17. maj i Mexico City var 250 journalister mødt op.

- Vi har lige haft et møde på en times tid, hvor vi prøvede at forklare spillerne, hvad de kan forvente i de kommende uger i Mexico. Både det at komme til et helt nyt land, men også hvad de kan forvente af opmærksomhed fra tilskuere og specielt medier, fortæller landstræner Thomas Frank på hotellet i Kastrup, hvor truppen er samlet inden afgangen til Mexico.

Joga Bonito Denmark style
Landstræneren er klar over, at VM bliver en stor mundfuld for de danske drenge, men han har samtidig en stærkt tro på, at U17-landsholdet kan gøre en flot figur i det mexicanske.

- Det er nogle stærke modstandere, vi er oppe i mod i den indledende pulje (Brasilien, Australien og Elfenbenskysten red.), men det her er altså også en ekseptionelt god årgang af spillere. Det bliver naturligvis spændende at skulle møde en fodbold-stormagt som Brasilien, men jeg håber og tror, at vi kan introducere verden for det, jeg vil kalde dansk Joga Bonito (med reference til den brasilianske spillestil, der i mange år er blevet beskrevet som 'smuk fodbold'.)

Alt er muligt
Det danske landshold kommer ikke til turneringen som favoritter. Langt fra. Men derfor vil Thomas Frank alligevel ikke udelukke dansk succes.

- Det her hold har kvaliteterne til at gå hele vejen og vinde guldet. Hvis alt flasker sig. Omvendt kan vi også risikere at ryge ud i den indledende gruppe, hvis vi ikke rammer dagen, fortæller han til ekstrabladet.dk

Den holdning deles af en af holdets mest fremtrædende spillere, 17-årige Viktor Fischer, der fra den kommende sæson skifter tilværelsen på FC Midtjyllands ungdomshold ud med den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

- Det er jo det største indtil videre i min karriere, det her. Vi har et rigtig godt hold, og målsætningen er helt klart at gå videre fra puljen. Hvad der sker der efter har meget med held og marginaler at gøre, men hvis alt flasker sig, kan vi gå hele vejen, vurderer han.

Superligaerfaring
Selv om døbsattesten siger 1994, så har flere af holdets spillere allerede prøvet kræfter med Superliga- og sågar Champions Leaugue-fodbold. FCK's Kenneth Zohore har således været en del af den københavnske mestertrup i et års tid, med en indskiftning mod Barcelona på Camp Nou som foreløbigt højdepunkt, ligesom Aab's Lucas Andersen i foråret hjalp nordjyderne til at undgå nedrykning.

- Lige siden jeg var lille, har jeg spillet VM-spillene på Playstation og leget landsholdspiller ude i haven, så det er helt fantastisk, at jeg nu skal spille for Danmark ved en VM-slutrunde, siger Lucas Andersen.

Det danske landshold spiller sin første gruppekamp ved VM på næste mandag, hvor de brasilianske sambadrenge byder op til dans. Inden den kamp spiller holdet en testkamp mod Ecuador på onsdag for at vænne sig til de nye omgivelser.

ekstrabladet.dk følger turneringen i Mexico tæt. Nyheder, resultater og spillerportrætter vil blive lagt på sitet i løbet af turneringen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere