Jon: Ked af mit karrierestop

Jon Dahl Tomasson er ked af, at han må slutte sin karriere uden for fodboldbanen, siger han på pressemøde

Min karriere skulle ikke være stoppet på denne måde, sagde Jon Dahl på pressemødet i Feyenoord (Foto: AP)
Min karriere skulle ikke være stoppet på denne måde, sagde Jon Dahl på pressemødet i Feyenoord (Foto: AP)

Den tidligere danske landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson er ked af, at han må slutte karrieren med et pressemøde efter et år uden fodbold.

- En ting, jeg ikke kan være tilfreds med, er at skulle slutte min karriere på denne måde.

- Det er ikke sjovt. Det havde været fedt at slutte på fodboldbanen, og det er bestemt ikke sjovt at slutte sådan her, siger Jon Dahl Tomasson på pressemødet ifølge sporten.tv2.dk.

Her benytter den 34-årige dansker også chancen for at tænke tilbage på dengang, han spillede en vigtig rolle på banen som målscorer.

- Jeg har oplevet mange ting i min karriere. Jeg har spillet i mange lande og oplevet mange kulturer. Jeg har vundet Champions League med AC Milan og Europa Cuppen med Feyenoord, og det er, hvad enhver dreng drømmer om.

- Jeg kan ikke udvælge, hvad der har været det største, siger Jon Dahl Tomasson.

Det er imidlertid længe siden, at fodboldspilleren har spillet vigtige kampe.

Jon Dahl Tomasson har ikke været i kamp siden VM i Sydafrika sidste år, hvor han pådrog sig en skade.

Efter VM meddelte han, at det var slut på landsholdet, fordi han ville satse udelukkende på klubkarrieren.

Den plan løb dog ud i sandet, da det aldrig lykkedes Jon Dahl Tomasson at komme på højkant, så han kunne spille fodbold for Feyenoord igen, og tirsdag står han så frem med meldingen om, at også klubkarrieren er forbi.

På det danske landshold har Tomasson scoringsrekorden med 52 mål sammen med Poul "Tist" Nielsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere