Vogts angrebet med toiletruller

Aserbajdsjans tyske landstræner har meldt angrebet til politiet efter et noget alternativt pressemøde

Berti Vogts er kommet under beskydning i Aserbajdsjan. (Arkivfoto: AP)
Berti Vogts er kommet under beskydning i Aserbajdsjan. (Arkivfoto: AP)

Aserbajdsjans tyske landstræner Berti Vogts blev søndag udsat for et noget alternativt angreb fra journalister efter holdets 1-2-nederlag til Kazakhstan.

Efter et pressemøde i Baku smed flere journalister således ifølge nyhedsbureauet AP toiletruller efter tyskeren for at udtrykke deres utilfredshed med holdet og træneren, der på tirsdag møder sit hjemland i holdets næste opgave i EM-kvalifikationsgruppe A.

Journalisterne overbragte desuden Vogts med en kande vand, der bliver brugt til vask efter toiletbesøg, og ifølge den russiske netavis Sport-Express skulle Vogts være blevet så sur over angrebet, at han har meldt det til politiet.

En talsmand for Aserbajdsjans fodboldforbund nedtoner dog episoden og erklærer, at det ikke havde form af et angreb.

- Der var en episode efter pressemødet, hvor tre journalister forsøgte at fornærme Berti Vogts, men det var ikke et angreb, siger talsmanden til AP.

Den 64-årige Berti Vogts overtog Aserbajdsjans landshold i april 2008, men holdet sluttede sidst i kvalifikationsgruppen til VM i 2010 og ligger nu også sidst i EM-kvalifikationsgruppen, der føres suverænt af Tyskland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere