Maradona i beskidt personfejde

Fodboldlegenden truer med at hive præsidenten for det argentinske fodboldforbund i retten for spredning af falsk information

50-årige Diego Maradona har været sat i forbindelse med et hav af trænerjob siden sin fyring fra det argentinske landstrænerjob i juli, men endnu er han ikke tiltrådt noget sted. (Foto: AP)
50-årige Diego Maradona har været sat i forbindelse med et hav af trænerjob siden sin fyring fra det argentinske landstrænerjob i juli, men endnu er han ikke tiltrådt noget sted. (Foto: AP)

Diego Maradona er havnet i en beskidt personfejde med præsidenten for det argentinske fodboldforbund (AFA), der fyrede Maradona som landstræner efter VM-slutrunden i Sydafrika i juli.

Ifølge nyhedsbureauet AP siger Maradona i dagens udgave af den argentinske avis Clarin, at præsidenten, den 79-årige Julio Grondona, spreder falsk information om Maradona og truer med at at hive ham i retten.

Grondona har tidligere på ugen i et tv-interview indikeret, at Maradona var begyndt at drikke og tage stoffer igen.

- Ting sker af en årsag (med Maradona), og alle kender den, sagde Grondona, men Maradona afviser i avisen og siger, at han ikke har gjort nogen af delene i seks år.

Lige siden sin fyring i juli har Maradona været i verbal krig med Grandona og AFA, der ansatte Maradona som landstræner i 2008. Maradona har bl.a. kaldt Grondona for forræder, senil og skør.