Kahlenbergs fremtid må vente

Den manglende spilletid i Wolfsburg har været frustrerende, fortæller Thomas Kahlenberg

HELSINGØR (Ekstra Bladet): Han smiler. Virker glad og forventningsfuld. Men det er udelukkende, fordi han er kommet hjem til kammeraterne på landsholdet.

For det har mildest talt ikke været nogen sjov sæson i Wolfsburg for Thomas Kahlenberg.

På trods af, at han har været fri for skader, har han siden januar kun spillet, hvad der svarer til én hel fodboldkamp.

– Det har slet ikke været den sæson, jeg havde håbet på. Jeg startede med at være skadet i fire måneder, siden blev træneren fyret. Og afløseren (Lorenz-Günther Köstner) ville helt åbenlyst ikke bruge mig. Han gav mig aldrig en reel chance for at vise, jeg er berettiget til at spille på holdet.

– Den oplevelse har været en ny erfaring, men det har samtidig været en meget frustrerende periode, erkender Thomas Kahlenberg.

Selvtræning
Til trods for placeringen i skammekrogen har VM-slutrunden været guleroden og motivationen for Kahlenberg i de seneste måneder.

– Jeg har selvtrænet for at være fysisk helt på toppen. VM er en stor oplevelse og en fantastisk udfordring, siger kreatøren.

Han har kontrakt yderligere tre sæsoner, men er ikke meget for at forholde sig til sit tyske eventyr.

– Min fremtid i Wolfsburg vil jeg ikke forholde mig til nu. Jeg har glædet mig til at spille VM og bruger nu min energi på at spille noget god fodbold og skabe et godt resultat for Danmark, smiler ’Kalle’.

Hvis han vender tilbage til folkevognsbyen, kan han også se frem til en ny træner, idet Steve McClaren, der netop har vundet titlen med Twente, har fået ansvaret.