Fodboldtossen: Jeg har ikke pengene

'Fodboldtossen' skal betale 900.000 kroner i erstatning til DBU. 'Mit liv er jo smadret,' siger han

900.000 kroner skal tilskueren her betale for at løbe på banen i landskampen mod Sverige i 2007. (Foto: Andreas Szlavik)
900.000 kroner skal tilskueren her betale for at løbe på banen i landskampen mod Sverige i 2007. (Foto: Andreas Szlavik)

Tidligere i dag blev manden, der løb på banen under EM-kampen mod Sverige i 2007 og overfaldt dommer Fandel dømt til at betale 900.000 kroner i erstatning til DBU, fordi DBU blev straffet af UEFA efter episoden.

Pengene skal betales inden to uger - men det sker ikke, siger den skyldige til TV2.dk. Han oplyser, at han tjener i omegnen af 300.000 svenske kroner om året.

- Det kan jeg ikke. Økonomisk, så er mit liv jo smadret lige nu. Jeg kan ikke rigtigt se noget økonomisk lys.

Han har, ligesom DBU, endnu ikke taget stilling til, om byretsdommen skal ankes.

- Nu vil jeg lige lade den smelte først, siger den 31-årige mand til TV 2.

Den voldelige tilskuer blev idømt 20 dages fængsel for overfaldet på dommeren.

DBU havde krævet en erstatning på 1,9 millioner kroner for mistede indtægter. UEFA krævede som straf for episoden mod Sverige, at DBU skulle spille to landskampe i Jylland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere