Jessen jubler efter flot debut

- Det er lidt uvirkeligt at have fået debut efter så få dage i landsholdslejren, smiler Leon Jessen

Leon Jessen greb sin chance. (Foto: Ernst van Norde)
Leon Jessen greb sin chance. (Foto: Ernst van Norde)

ESBJERG (ekstrabladet.dk): Der var ikke mange danske lyspunkter på en råkold november aften i Esbjerg, hvor 15.460 tilskuere ellers skabte de perfekte rammer for en stor fodbold-aften.

Men det største stjerneskud var en 23-årig debutant – Leon Jessen, der fik vist sig frem for landstræneren og sendt et klart signal til omgivelserne om, at den plads ikke er selvskreven til AaBs Michael Jakobsen.

FCM-backen imponerede med aggressivt spil, mange overlap og sågar en afslutning på mål.

Han var et frisk pust på en aften, hvor en elendig bane gjorde arbejdsbetingelserne vanskelige.

- Det var en kæmpe oplevelse at få debut på et fyldt stadion i en kamp, der foregår på et væsentligt højere niveau end Superligaen, smilede Leon Jessen i minutterne efter sin første optræden i rødt og hvidt.

En ny kanin fra landstrænerens turban, men også et vidnesbyrd på, at vejen til landsholdet ikke behøver være særlig lang.

Leon Jessen greb i hvert fald den chance, han fik.

Til trods for, at Leon Jessen førte sig frem som Danmarks bedste mand på det dårlige underlag i Esbjerg, må han nøjes med en bænketjans på onsdag i Århus.

Og det kan ikke fjerne glæden over den lovende indsats i debuten.

- Landstræneren har udtaget to spillere som venstre back, så det er naturligt han gerne vil se begge spillere i kamp, konstaterede Leon Jessen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere